Lidt mindre Mann har også ret

Tang Wei og Chris Hemsworth i Michael Manns spændende »Blackhat«. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Michael Mann er tilbage med »Blackhat«, en solid technothriller, hvor Chris Hemsworth spiller en tidligere hacker, der skal hjælpe USA og Kina i kampen mod en fæl trussel. Efter sabotage af et kinesisk atomkraftværk og en cyberbombe under soyabønneaktier pønser han på mere. Mann er god til at konstruere en historie med flere lag, hvor han hele tiden kan sætte den lille gruppe op mod stormagten eller spille medlemmerne i gruppen ud mod hinanden. Derfor er »Blackhat« ret spændende på trods af, at den foregår i IT-verdenen. Også fordi der smides nogle skuddueller ind a la »Heat«. Skal amerikansk og kinesisk film blandes, gøres det også mere integreret i historien her, end når man tilfældigt drysser en kinesisk stjerne på. Jeg har savnet det, Mann kan, meget højt, og er derfor glad for at have ham tilbage. Samtidig skal det dog siges, at han ikke længere er i storform. En længde på to timer og et kvarter, besynderlige visuelle valg med bratte skift mellem grovkornede scener uden lys og en overskudsskurk fra Agent 007-universet trækker ned.

Hvad: »Blackhat«.

Hvem: Instruktør: Michael Mann. Medvirkende: Chris Hemsworth, Tang Wei, Viola David.

Hvor: Premiere over hele landet.