Lidt for kække øgler

Rekonstruktionen af kridttidens dinosauere er sine steder meget flot, men i modsætning til TV-serien fra BBC lægges der for mange sødladne stemmer og ligegyldig popmusik på.

Historien om dinosauerunger Patchi byder på flotte billeder, mens det halter mere med resten af indholdet. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Enhver rask dreng og alvorligt mange raske piger har været fascineret af dinosauere i deres barndom, og mange er det stadigvæk som voksne. Jeg husker selv tydeligt, at jeg i 1999 så BBCs TV-serie »Walking With Dinosaurs« med mine små børn. Hvor var det dog imponerende, da man første gang så computeranimerede dinosauere sat ind i rigtige landskaber i en naturdokumentar! Illusionen var blændende, og fortællingen virkede oprigtig, fordi der var tale om neutral information.

I mellemtiden har dinosauere med samme design været på tur i sportshaller og på koncertscener, hvor de brøler lystigt om kap med publikum, og nu har man taget konceptet og bruger det på en fiktionsfilm, »Walking With Dinosaurs 3D«. Desværre ikke en særligt original en af slagsen. Vi følger den lille dinosauerunge Patchi, fra han er helt lille i reden, til han bliver leder af flokken. Original er historien som nævnt ikke, men der er flotte billeder af dinosauere i bevægelse i landskaberne.

Charmen udebliver

Problemet er gennemgående, at de elementer, der skal støtte billederne op, er på niveau med den linde strøm af produkter, som Disney Channel sender ud. Hovedreglen er, at de ikke ejer nogen særlig personlig charme, og det gør »Walking With Dinosaurs« heller ikke. De danske stemmer træder ikke i karakter, men er styret i retning af en kæk amerikansk toneart, der er sukkersød og samtidig ulideligt hektisk at høre på. Samtidig er der udover filmen drysset en stribe anonyme popnumre, der ikke bidrager med noget, men som i stedet forurener den ellers meget fine billedlige illusion af dinosauere fra kridttiden. Det kan meget bedre betale sig at støve BBC-serien af eller se Steven Spielbergs »Jurassic Park«.

Der er til alle tider brug for en film som »Walking With Dinosaurs«, hvis stoffet ellers bliver taget alvorligt. I den form, filmen har nu, kan den kun underholde drenge mellem fem og syv år, der ikke har set mange andre film. Og hvis kæreste legetøj er gummiøgler.

Hvad: Walking With Dinosaurs 3D.

Hvem: Instruktør: Barry Cook & Neil Nightingale.

Hvor: Premiere over hele landet.