Liam Neeson som ledestjerne

Selv om vi har set Liam Neeson i rollen som slidt helt mange gange før, fungerer han i »Begravet i fortiden« forbilledligt.

Liam Neeson som privatdetektiv uden licens. Og for en sjælden gangs skyld uden skydevåben. Fold sammen
Læs mere

Lawrence Block har gennem 40 år skrevet hele 17 bøger om eksbetjenten Matthew Scudder, der ernærer sig som privatdetektiv uden licens. Med hans egne ord gør han gode gerninger for folk, der måske giver ham pengegaver retur.

Nu er Scudder gået til filmen – i Liam Neesons skikkelse – og i »Begravet i fortiden« får han en ny potentiel kunde, der virker mistænkelig. Han er nemlig narkosmugler. Men det forhindrer nu ikke, at hans hustru er blevet kidnappet og slået ihjel, efter at han havde betalt løsesum. Gåden tænder Scudder, og han bevæger sig langsomt ind i underverdenen. Undervejs får han følgeskab af en ung sort fyr, der ser sig selv som kommende detektiv, og som i året hvor historien foregår, 1999, allerede ved en del om internettet.

Ind imellem opklaringerne går Scudder til møder i »Anonyme Alkoholikere«, og han er stadig martret af sit alkoholforbrug og en ulykke, der i sin tid fik ham til at stoppe som politimand.

Slidstyrke

Vi har set Liam Neeson i den slags roller mange gange før, men han fungerer stadig usædvanligt godt som robust anker. Hemmeligheden ligger i den efterhånden 62-årige skuespiller og actionhelts udstråling. Han har nu spillet hovedroller på højt plan i 30 år, og været skuespiller i mange flere, og man må beundre mandens vilje til at blive ved – han har simpelthen slidstyrke!

Det hjælper naturligvis også helten, at Liam Neeson optræder i en film med en spændende historie. De små huller, der er undervejs, glemmer man næsten, fordi Neesons tilstedeværelse er med til at glatte ud. Og så er Scott Frank en instruktør, der vil lidt mere med sin thriller end de fleste andre. Rent teknisk placerer han sit kamera en stribe overraskende steder, og et par af elementerne i historien drejer materialet en halv omgang. For eksempel det faktum, at manden, der har fået kidnappet sin kone, er narkogangster i stedet for at være ejegod.

»Begravet i fortiden« er en kriminalthriller, der vil lidt mere end gennemsnittet, og flere film om Matthew Scudder skal være velkomne. Hvis altså Liam Neeson har tid i sin travle kalender.

Hvad: »Begravet i fortiden«.

Hvem: Instruktør: Scott Frank. Medvirkende: Liam Neeson, Dan Stevens, David Harbour.

Hvor: Premiere over hele landet.