Ron Howards nye dokumentarfilm om The Beatles, »Eight Days a Week«, har undertitlen »The Touring Years«. Det er i mine øjne en lille smule skævt solgt, da instruktøren samtidig forsøger at fortælle så meget som muligt af hele historien om gruppen. På sin vis er det meget rart for nybegyndere. For aficionados og ældre lejlighedsfans vil »Eight Days a Week« være kendt stof, der har været vendt mindst 100 gange før. Men det har historien om Mozart sikkert også, så lad det nu ligge.
»I begyndelsen var det let, men så blev det kompliceret,« siges det i filmen, og ja, det virker ekstremt kaotisk, som The Beatles blev smidt rundt i verden i årene frem til og med 1966, da de holdt op med at turnere. Vi skal nemlig også huske, at de samtidig skrev nye sange på hotelværelser og i fly. Heldigvis klarede de turen, »måske fordi vi var fire i stedet for Elvis, der var alene,« som George Harrison formulerer det. Paul McCartney sagde dengang: »Det er ikke kultur. Det er kun sjov og ballade«. De fleste vil i dag være uenige med ham i den betragtning.
Samtidig med at the Beatles på det nærmeste opfandt den moderne pop- og rockmusiks alfabet, ændrede de præmisserne for populærkulturen og blev verdensstjerner med fem numre øverst på den amerikanske single-hitliste, da det i 1964 gik hedest til. En god historie fortalt med fine arkivfund, der dog går over gevind, da vi efter rulleteksterne får en halv times rå koncert fra Shea Stadium i New York i 1965. Det er guf for nørder, men burde være centrum i en helt anden film.
Hvad: »Eight Days a Week«
Instruktør: Ron Howard.
Medvirkende: The Beatles, Elvis Costello, Eddie Izzard, Whoopi Goldberg.
Hvor: Premiere over hele landet.
