Lesbisk kærlighed fødes for øjnene af os

Historien om en stjernes fødsel er altid fascinerende. Silvanas historie er fortalt med en fornem indføling og eksplosion. Men uden perspektiv.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Midt i filmen med samme titel går rapperen Silvana på scenen i forlystelsesparken Liseberg for at synge. Kameraet fokuserer på første række, hvor der står en ung let buttet pige med hjemmeklippet pandehår. Hun bliver så overrumplet af oplevelsen, at hun begynder at græde. Det er ubetinget dokumentarfilmen ”Silvana”s stærkeste øjeblik, for det viser, at vi nu er kommet meget langt i udviklingen hen imod ligestilling. En hvid lesbisk rapper, der er opvokset i Sverige, og som har en mor fra Letland og en far fra Syrien holder et stort publikum af unge mennesker i sin hule hånd. Et andet sted i filmen siger en fan: ”Jeg havde aldrig fundet ud af, at jeg var lesbisk, hvis ikke jeg havde hørt Jeres musik.”

Silvana med efternavnet Imam skød til tops på de svenske hitlister i 2014 og hun gav allerede da hun var et navn på vej op hele tre filminstruktører lov til at følge hende tæt bag kulisserne. Med en ikonografi på sit merchandise der er tyvstjålet fra Nirvana og en attitude af det er irriterende at leve i et land, hvor man ikke må sige man er god, erobrer hun Sverige. Mika Gustafson, Olivia Kastebring og Christina Tsiobanelis har indspillet timevis af klip, der nu er kogt ned til halvanden time om Silvanas hurtige succes, en brat pause midtvejs og dernæst kroningen med en grammy. Undervejs bliver Silvana kæreste med Beatrice Eli, der er en af Sveriges unge store popstjerner, og medierne kaster sig over det også  villigt selviscenesættende par. Ud over musikken er dagsordenen at kæmpe for ligestilling for alle uanset køn og seksuel observans, men det er hårdt for Silvana, så hun melder sig på et tidspunkt helt ud af ræset. Hun har skrupler over den store interesse fra sine fans og tænker på alle de andre kvinder, der ikke står i centrum som hende selv. Og så er hun træt af de spørgsmål medierne helt legitimt stiller på vegne af den almindelige svensker. Kærligheden ser dog ud til at holde.

Instruktørerne er inviteret med helt ind i badekarret, hvor de to sidder nøgne, og man fornemmer at de har haft uhindret adgang. For eksempel bliver vi de nærmeste vidner til det, da Silvana og Beatrice Eli falder for hinanden for åbent kamera, og den slags intimitet har jeg godt nok sjældent set i en dokumentarfilm. Det er ægte, men det er næsten også lige ved at blive lidt for intimt. Nu om dage må man bare indse, at kameraerne er tændt allerede før berømmelsen indfinder sig og yngre popstjerner viser sig simpelthen mere nøgent frem som led i karriereplejen.

Når den kyniske pointe er afleveret, skal det siges, at ”Silvana” er en film, der trods sin til tider militante kant for det meste giver verden håb. Silvanas sager er gode, rigtige og indlysende, hvilket gør ”Silvana” til en god film til rette tid. Hvad den har i intimitet, fordi hele tre instruktører har fået lov til at være fluer på væggen, mangler den så til gengæld i analyse og interviews med andre end lige hovedpersonen. Vi ser Silvanas forældre, men vi hører dem ikke og fraværet af en bredere historie eller ydre stemmer gør, at man føler ”Silvana” stærkt men nok ikke helt forstår rækkevidden af fænomenet. Men man får stor lyst til at forstå de militante unge mennesker og de sidste drabelige kampe hen imod en lige verden for alle.

Hvad: Silvana. Hvem: Instruktører: Mika Gustafson, Olivia Kastebring & Christina Tsiobanelis. Hvor: Premiere i 60 biografer landet over og vises dernæst videre i større byer.