Flere tusinde slaver trækker et gigantisk skib i dok, mens blodet flyder og vagternes piske svirper i takt med storm og regn. Der er i den grad lagt op til et drama med saft og kraft i de første scener af Tom Hoopers filmversion af musicalen »Les Misèrables«. Straffefangen Jean Valjean er blevet straffet hårdt for en uanseelig forbrydelse. Men selv efter at han får sin frihed tilbage, bliver han jaget af ærkefjenden kommissær Javert, der hellere går den lange vej til helvede, end han ser Jean Valjean leve et liv med kærlighed og fred med Gud.
Vi befinder os i høj- og melodramatisk musicalland, hvor alt bliver fortalt med store armbevægelser og en hjertevridende sang. Faktisk bliver hver eneste replik i »Les Misèrables« sunget, hvilket er en overordentlig stor udfordring for fimens skuespillere, der ikke alle har lige stor stemmepragt. Derfor har Tom Hooper da også klogeligt valgt at optage samtlige sange live under optagelserne. Det tilfører sangene en rå og ægte følelse og gør, at der kommer fokus på skuespillet frem for om sangen nu lige sidder i skabet. Det er godt set. For til forskel fra teaterscenen kommer vi i filmen helt tæt på skuespillernes ansigter, og kan lade os opsluge af de følelser, de kommunikerer, frem for de følelser musikken slår an.
Der er gode skuespilspræstationer at glæde sig over i »Les Misèrables«, ikke mindst fra Anne Hathaway, der fortjener sin birolle-Oscar for indlevende spil som den tragiske engel Fantine. Hendes fortolkning af klassikeren »I Dreamed a Dream« er dybt rørende. Også Hugh Jackman er stærk som Jean Valjean, der gennemgår en stor menneskelig forandring. Endelig skal der lyde ros til Eddie Redmayne, der som den unge revolutionære Marius hæver den lille sorg-ballade »Empty Chairs at Empty Tables« til et af filmens fineste øjeblikke. Til gengæld må Russell Crowe som Javert siges at være lidt af et fejlskud. Ikke alene lyder han med sin brummende croonerbas som om, han er drejet ind på det forkerte værtshus, han udstråler heller ikke den stålsatte vilje, der er indbegrebet af Javert. Det normalt så storladne nummer »Stars« har muligvis aldrig været fortolket så ferskt.
Sang og skuespil er selvsagt rygraden i fortællingen i »Les Misèrables«, der buldrer af de helt store følelser. Her er revolution, fornedrelse, opofrelse, frelse, nåde, had, kærlighed, stolthed, magt og afmagt... alle de følelser som hører til livets mest dramatiske øjeblikke. Ros til Tom Hooper for ikke at forsøge at skrue ned for patos, fordi vi nu taler film og ikke teaterscene. Det fungerer fremragende i de mere intime scener. Desværre bliver det tit for meget af det gode, når vi bevæger os ud i de store tableauer med snesevis af statister og store computergenererede baggrunde, der filmens gigantiske budget ti trods føles kunstige og utroværdige - og dermed clasher fælt med filmens mere inderlige øjeblikke. Balancen mellem storladent og intimt er svær - ikke mindst med sang og musik. Det lykkes ikke helt. Men når det gør, er »Les Misèrables« fejende flot. Og lidt for meget – men det må musicals gerne være.
