Legesyg manipulation

80-årige Roman Polanski er i den grad i legehumør i sin intelligente filmatisering af David Ives populære Broadwaystykke fra 2010 »Venus in Fur« – på dansk »Venus i pels«.

Der er gnistrende kemi mellem Mathieu Amalric og Emmanuelle Seigner i Roman Polanskis første fransksprogede film i flere årtier »Venus i pels«. PR-foto Fold sammen
Læs mere

»Venus i pels« er lidt af en meta-leg. Filmen foregår på et teater og er baseret på et teaterstykke, der igen er baseret på en bog – Leopold Sacher-Masochs kontroversielle værk af samme navn fra 1870 - der i sig selv er en fiktion inden i fiktionen. Ydermere spilles de to hovedroller af henholdsvis Emmanuelle Seigner, Roman Polanskis kone, og Mathieu Amalric, der ligner, og er stylet som, en ung udgave af instruktøren.

Legen stopper dog ikke her – gennem samtlige 96 minutter suser referencer, antydninger og gåder gennem rummet. For hvordan kan Vanda, den gennemblødte skuespillerinde, der kommer for sent til prøve på rollen som Wanda i Thomas Novacheks opsætning af Venus i Pels, vide så meget om stykket, hvis hun kun har bladret i det i metroen? Hvor har hun hele manuskriptet fra? Og hvordan kan hun vide så meget om Thomas, hans forlovede og hans fortid – endda hans frakkestørrelse?

Hvis du er typen, der holder af entydige svar, er »Venus i pels« ikke filmen for dig. Roman Polanski synes at mene, at livet er sjovere, hvis vi bare overgiver os til at være uvidende brikker i det store spil. Som Thomas Novachek gradvist er nødt til at overgive sig til Vanda, der viser sig at være en strålende skuespillerinde med indtil flere skjulte talenter og dagsordner bag det forpjuskede ydre. En kvinde, der forstår at nedbryde grænserne mellem sin egen karakter og rollen, så også Thomas bliver i tvivl om, hvor han selv og stykkets mandlige hovedrolle, pelsfetichisten Severin, ender og begynder.

Scenen er sat til et klaustrofobisk men dog legende magtspil; teatralsk, intimt og dragende. Og selvom Roman Polanski muligvis har sin absolutte storhedstid bag sig, så mestrer få det klaustrofobiske kammerspil bedre end han.

Effekten af det lukkede teaterrum forstærkes af legende, drillende, manipulerende og sitrende erotisk spil fra de to hovedkræfter, der tilsyneladende har haft en fest med at spille to karakterer, der aldrig helt er på samme plan; Vanda der hurtigt viser sig at have en intelligent forståelse for mandens svaghed, og Thomas, der først har det naturlige overtag som instruktøren, men siden falder pladask i hendes net.

Selvom den første times frydefulde friskhed i både replikker og dramatiske drejninger fortager sig i filmens sidste halvdel, er det hele vejen igennem en fornøjelse at se disse to mesterlige forvandlingskugler lege med både teksten, hinanden og selve menneskets og illusionens natur.

Hvad: »Venus i pels«.

Hvem: Instruktør Roman Polanski. Medvirkende: Mathieu Amalric, Emmanuelle Seigner.

Hvor: Premiere i København, Århus, Aalborg, Odense og Gentofte.