Lars Mikkelsen i ny stor TV-rolle

Lars Mikkelsen skal spille præst i DRs nye søndagsserie "Herrens veje", der handler om danskerne og troen.

'Herrens veje' er en TV-serie, der behandler begrebet tro i mange afskygninger. I hovedrollerne er Lars Mikkelsen, Ann Eleonora Jørgensen samt de nye talenter  Simon Sears og Morten Hee Andersen. Foto: Agnete Schlichtkrull. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Agnete Schlichtkrull

Lars Mikkelsen skal spille en af de bærende roller i den nye dramaserie, som DR starter optagelser til i næste måned.  »Herrens veje« hedder den, og hvis det lyder som noget, der handler om religion, så er det ikke helt forkert. Lars Mikkelsen spiller nemlig en præst i den danske folkekirke, mens Ann Eleonora Jørgsen har fået rollen som hans kone. Som parrets sønner kan man se frem til at stifte bekendtskab med to nye ansigter, Simon Sears, som også havde en mindre rolle i »Bedrag«, samt den helt nyuddannede Morten Hee Andersen. Ud over at være en historie, der forholder sig til danskernes tro eller mangel på samme, er der nemlig også tale om en moderne Kain og Abel-historie, meddeler DR i en pressemeddelelse.

Serien er skabt af Adam Price, som ikke mindst har slået sit navn fast som hovedforfatter på den internationale succes »Borgen«. Og efter alt at dømme fortsætter han og DR den strategi med »den dobbelte historie«, som man i DR synes, skal karakterisere dramasatsningerne. Begrebet dækker over, at dramatikken også, ud over at fortælle en god historie, indirekte skal stille etiske spørgsmål til seerne og sige noget om det samfund, vi lever i. Her er i hvert fald, hvad Adam Price siger om baggrunden for serien i pressemedelelsen fra DR:

»På trods af, at danskerne måske ikke betragter sig som et voldsomt troende folkefærd, så er vi omgivet af troen i vores hverdag. Og troen fylder i den offentlige debat, både når ateisterne opfordrer folk til at forlade folkekirken, og når vi diskuterer integration, flygtningekrise, terror eller den amerikanske valgkamp. Men også når vi søger ind i os selv og dyrker mindfulness, hipster-buddhisme eller den velkendte blanding af overtro og spiritualitet og bliver enige om ”at der er mere mellem himmel og jord”.”

Konceptuerende instruktør på ’Herrens Veje’ er Kaspar Munk, som tidligere har instrueret julekalenderen »Tidsrejsen«. Seerne må vente til efteråret 2017 for at se de første 10 afsnit af serien. Anden sæson er allerede planlagt til at gå over skærmen et år senere.