Det gode ved tragedier er, at hovedpersonerne dør til sidst. På den måde slipper vi for værker som »Hamlet vender tilbage« og »Romeo og Julie på nye eventyr«. Sådan forholder det sig ikke inden for den kulørte genre, hvor »Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand« befinder sig. Her dør folk ganske vist som fluer, men ikke hovedpersonerne, der er udødelige og derfor kan vende tilbage i film efter film med indbygget risiko for, at man efterhånden bliver træt af dem.

Heldigvis er det svært at blive træt af Johnny Depp, men hans sørøver Jack Sparrow, hvis affekterede adfærd var så morsom i seriens første film fra 2003, virker altså ikke mere så original, som han gjorde engang. Desuden er han ikke mere en festlig bifigur, men forfremmet til funktionen som hovedrolle, og det er næsten mere, end hans bizarre adfærd kan bære – hvad filmfolkene måske selv har fornemmet, for de har omgivet Sparrow med en stort galleri af farverige personer og først og fremmest givet ham en ligeværdig kvindelig medspiller/modstander i skikkelse af den altid forførende Penélope Cruz.

Alt i alt kunne det hele med andre ord være værre, og der er investeret store mængder fantasifuld opfindsomhed i den nye film. Rob Marshall (»Chicago«, »Nine«) har overtaget instruktionen fra Gore Verbinski, men holder sig loyalt til de tre første films stil med dens blanding af drabeligt drama og ironisk humor – ligesom han har bevaret Geoffrey Rush, der i rollen som kaptajn Hector Barbosa stadig krukker mere, end nogen anden skuespiller på Jorden nogensinde har krukket.

Selv Johnny Depp kan ikke være med her og slet ikke Ian McShane, selv om han har en markant rolle som den berygtede pirat Blackbeard. Filmen er længe om at komme til søs. Første del foregår i et overmåde pittoresk London, men omsider sætter sejlskibene kurs mod et fjernt sted, hvor de vil finde Ungdommens Kilde, og hvor Barbosa vil slå Blackbeard ihjel. Blandt andet.

Selvfølgelig giver handlingen strengt taget ingen mening, men den absurde historie får et gevaldigt løft, da Sparrow og kompagni kommer til en bugt behersket af havfruer. Disse smukke væsener er lokkende som sirenerne i »Odysseen«, men livsfarlige at lade sig besnære af, og her rummer filmen sekvenser, som er både flotte, smukke og originale.

Forventeligt er filmen for lang og for larmende – i serier som denne forsøger hver ny film altid at overgå sine forgængere i volumen – men man ville være et skarn, hvis man ikke lod sig underholde af de nok voldsomme, men først og fremmest lystige løjer.