Hvad er ondskab? Det spørgsmål er kernen i den Oscar-nominerede svenske film, »Ondskab«, der er en filmatisering af Jan Guillous roman af samme titel. Forfatteren, der er mest kendt for sine spændingsromaner, skrev bogen i 1981 og den er langt hen ad vejen et selvbiografisk værk. Et værk, der med årene er blevet til en hel litterær institution i Sverige, hvor den er trykt i 700.000 eksemplarer og læst af over to millioner svenskere.
For med historien om den snart voksne dreng, Erik, kredser både roman og film om, hvad ondskab egentlig er. Er den den håndgribelige fysiske vold, der er ment til at skade og undertrykke, eller er den snarere fejheden? Den, der gør, at man ikke tør se sine egne dæmoner i øjnene og derfor bare overfører sin egen ulykke på andre. Den, der gør, at man ikke tør stå inde for sig selv og bare giver efter, resignerer og accepterer tingenes uretfærdige tilstand.
Det tema levendegør »Ondskab« på bedste vis, hvor vold er en naturlig del af Eriks liv. Hjemme bliver han pisket med bæltet af sin sadistiske stedfar for mindste foreteelse, og i skolen giver han tilbage ved at tæske de andre drenge sønder og sammen. Som konsekvens bliver han bortvist og kaldt »ondskaben selv« af sin rektor. Som et sidste forsøg på at redde skoleeksamenen hjem, så han kan komme på gymnasium, sender moderen ham på overklasse-kostskolen, Stjärnberg.
Det er dog at sende ham fra asken til ilden, for på Stjärnberg hersker »kammeratopdragelse«, hvor de ældre elever har magt til at tryne de yngre med udspekulerede former for ydmygelser. Men Eriks kampgejst er intakt og med et løfte til sin mor om ikke at komme op og slås og intellektuel indflydelse fra værelseskammeraten Pierre, finder han andre måder at kæmpe mod overmagten på. En kamp, der i sidste ende giver ham en tro på sig eget værd og en vej ud af den voldsspiral, hans liv har formet sig efter.
Og det er netop i det sidste, at kunstgrebet i »Ondskab« ligger. Fra på overfladen at være en enkel historie om drenge i et lukket kostskole-univers folder filmen sig ud og bliver en almengyldig fortælling om vi mennesker på godt og ondt. For Erik er ganske vist en klassisk helt, der insisterer på at stå med rank og ubøjelig ryg overfor systemet, men han er samtidig også en dreng, der i sin udvikling til at blive en voksen mand, finder ud af, at han hellere vil vælge kærligheden og troen på det gode her i livet frem for bitterheden og ondskaben.
Den forløsning kunne nemt udmunde sig i søbende sentimentalitet, men det undgår »Ondskab« uden problemer. Både fordi det nye, ukendte talent Andreas Wilson, leverer en intens og troværdig præstation, der frasiger sig enhver tænkelig ynk, og fordi filmen er så stramt komponeret, at der ikke er én overflødig scene eller replik. Hvilket naturligvis er instruktør Mikael Håfströms fortjeneste. Med de sammenlagte kræfter er »Ondskab« blevet til en uforglemmelig oplevelse, der rummer alt det en virkelig god film skal.
»Ondskab«: Svensk film, instrueret af Mikael Håfström. Længde: 114 min. Tilladt over 11 år. Grand, Palads, Palladium i København og 9 andre biografer landet over.
