Skuespiller og forfatter Stephen Fry har skrevet romanforlægget til ”Kolos på lerfødder”, og filmen oser da også som hans bøger af kynisk vid og bid og giftigt sprog. Så længe det varer og man har nok i det. Indtil historien fuser ud.
Filmen begynder ellers meget godt med scener fra en fordrukken teaterkritikers liv. Fra sit sæde sviner han ensemblet i en meget eksperimenterende forestilling til og kommer i klammeri med skuespillerne. Fyring følger og hvad skal Edward (Roger Allam) så stille op? Ud af det blå kommer hans gudbarn og fortæller at hun har fået en dødsdom, men til gengæld har hun en forfatteropgave til ham. Han skal tage til et herresæde Norfolk og efterforske en serie mirakler. Hun har en idé om, at en ung mand måske kan redde hende.
Præmissen i historien er meget løs, og den ender mere som en gimmick end en gåde, der vedblivende kan interessere os. Er den unge mand svindler eller mirakelmager? Selv på trods af det gode skuespil og en stribe morsomme scener forbliver man ligeglad med intrigen. Roger Allam i en glansrolle har ellers flere gode replikker som for eksempel den herligt kyniske ”Everything rots and that’s the beastly end of it” om selve livet. Den lader sig ikke oversætte til dansk uden at miste sit vid og bid. Og om sandsynligheden for mirakler lyder det: ”Det er jo, som hvis Stephen Hawking annoncerede, at han stadig tror på julemanden”.
Efterhånden som handlingen skrider frem bliver det stadig mere tydeligt, at materialet egner sig bedst til at være en bog. Til en situation hvor man læser replikkerne i eget tempo og forestiller sig skikkelserne oppe i hovedet. På den måde de lægges op på i filmen, bliver de blot mere excentriske end interessante. Roger Allam i hovedrollen forbliver giftig som filmens katalysator, men resten af persongalleriet er for tilfældigt til at fænge og alt for finurligt fremstillet til at interessere.
Hvad: Kolos på lerfødder. Hvem: Instruktør: John Jencks. Medvirkende: Roger Allam, Tommy Knight, Fiona Shaw, Matthew Modine. Hvor: Premiere over hele landet.
