»Alt kan ske i hans film«. Det var de første ord, min syv-årige datter sagde, lige efter vi havde set »Laputa - slottet i himlen« af Hayao Miyazaki, og hvor har hun set rigtigt. At alt kan ske i en film er den højest mulige ros af fantasien og et vidnesbyrd om, at den japanske instruktørs ditto er uovertruffen og vildtvoksende. At en pige på syv år kender en japansk tegneserieskaber så godt, at hun kalder ham for »han«, viser desuden, at mange af hans film er ved at være lige så kendte i mange danske hjem som Walt Disneys klassikere.

»Slottet i himlen« er Miyazakis tredje film ud af i alt ti, og den er ellers lavet helt tilbage i 1986. Bortset fra en lidt mindre flydende animationsstil i forhold til nyere film fra instruktørens hånd, kunne filmen være lavet i dag. En lille pige falder ned fra himlen, men reddes til en svævende landing af en såkaldt »flyvejuvel«, som hun har om halsen. Den stammer måske fra slottet i himlen, men hun kan ikke selv huske noget om, hvor hun kommer fra. På jorden møder hun en jævnaldrende dreng, Pazu, hvis afdøde far blev erklæret for tosset, fordi han altid fablede om slottet i himlen.

Vitaminer frem for junkfood

I løbet af lidt mere end to timer får vi serveret en fantastisk historie med masser af action­scener, en pæn portion humor og et rigt mål af poesi. Miyazaki har en fantastisk sans for at bruge rummet til at vise sin kunst. I dette tilfælde er det som så ofte før i hans film himlen, vi taler om. To timer er traditionelt set lidt vel længe for børn i biografen, men hvis man ser på Miyazakis film i den slags optik, har man helt misforstået pointen. Han kommer jo netop ud af den japanske tradition for, at tegneserier og tegnefilm er til både børn og voksne, og det betyder, at mediet tages så meget desto mere alvorligt.

I »Laputa - slottet i himlen« er der som i flere af Miyazakis tidlige film et økologisk budskab, hvor han taler naturens sag, men han har samtidig en stor fascination af isenkram som flyvemaskine og robotter. Og det er i øvrigt ikke svært at se, hvor Brad Bird har stjålet designet til sit mesterværk »Drengen og jernkæmpen« fra. Han har næsten kopieret de kæmperobotter, vi møder her.

Nu har jeg set otte ud af de ti eksisterende spillefilm af Miyazaki, og han skuffer simpelthen aldrig. Niveauet er overrumplende højt, og det overrasker mig lige meget hver gang.

»Niveauet er overrumplende højt, og det overrasker mig lige meget hver gang. «

---

Walt Disney har haft en uvurderlig betydning i animationsfilmhistorien, og af nyere instruktører kan sådan en som Pixars John Lasseter ikke roses nok. Men leder man efter at kåre den instruktør, der alene har stået for den bedste stribe animationsfilm, må svaret være Hayao Miyazaki, og så kan de to andre stå på de næsthøjeste trin på podiet.

At den lille københavnske filmdistributør Camera Film stædigt insisterer på at udsende næsten alle de gamle Miyazaki-film i biograferne, så de ikke kun er tilgængelige på DVD eller video on demand, skal de have ros for. Hvor er det vigtigt, at der findes andre animationsvitaminer i biograferne end blot de amerikanske og de danske. Det virker da ikke logisk, at man kun ernærer sig ved hamburgere og frikadeller, hvis der også kan fås sushi, gør det?B