Kunsten at være horribel og humoristisk

Jesper Asholt spiller rollen som incestuøs far i filmen »Kunsten at græde i kor«, som Berlingske.dks læsere har valgt blandt årtiets bedste. Men rollen var en overgang ved at knække ham.

»Når far er glad, glemmer han at tage livet af sig. Og når far glemmer det, så glemmer vi andre det også. Så har vi det godt. Så er vi en helt normal familie.«

Dialekten er tyk sønderjysk. Ordene er 11-årige Allans. Og replikken er taget fra filmen »Kunsten at græde i kor«, som Berlingske.dks læsere har kåret som årtiets bedste danske film.

Kort fortalt kredser filmen om en 11-årig drengs higen efter at tilfredsstille sin far, som har »psykiske nerver« og ofte truer med at begå selvmord. Kun to ting kan gøre faderen glad: At holde tale til begravelser. Og at »dele seng« med sin unge datter.

Trods filmens dystre tema om incest har publikum og anmeldere taget den til sig i en sådan grad, at den har høstet stribevis af priser.

En af dem - en Bodil-statuette for »Bedste mandlige hovedrolle« - står på et flygel i en stue i et af Værløses parcelhuskvarterer, hvor skuespilleren Jesper Asholt bor.

»Jeg investerede så meget i den rolle, at jeg græd af glæde første gang, jeg så den færdige film. Det var en kæmpe lettelse, at filmen var blevet præcis, som jeg havde håbet på og drømt om. Det var anstrengelserne værd,« siger den 49-årige skuespiller.

Ikke alene krævede rollen, at Jesper Asholt måtte lære at udtale sine replikker med sønderjysk accent. Han skulle også være i stand til at græde på kommando i døgndrift gennem de ni uger, optagelserne stod på.

Og det var hårdere, end han selv og produktionsselskabet havde kalkuleret med.

»Det var meget psykisk belastende for mig at indspille store sammenbrud og tudescener i ugevis. Til sidst var jeg så slidt, at jeg fik stresssymptomer. Mine øjne var helt røde, min hud var dårlig, og jeg fik hjerteflimmer. Jeg var tappet for energi,« fortæller Jepser Asholt, som måtte sygemelde sig et halvt år efter optagelserne for at komme ovenpå igen.

Vigtigt budskab

Men Jesper Asholts mavefornemmelse holdt ham oppe. Han oplevede alle medarbejderne på settet som meget professionelle, og han syntes, historien var vigtig at fortælle.

»Jeg har meget vide grænser for, hvad jeg vil gøre på film, når en historie har et vigtigt budskab. Og det er vigtigt, at nogen tør tage så prekært et emne som incest op og vise, hvilke konsekvenser det kan have for børn,« siger skuespilleren, som selv har en datter på seks og en søn på elleve år.

Historien påvirkede ham stadig så meget i den første tid efter indspilningerne, at han skulle vænne sig til, at det var okay, at han hjalp sine børn i bad eller klædte dem på om morgenen. At der ikke var noget incestuøst ved de handlinger.

»På den måde blev jeg tvunget til at tage stilling til emner, jeg ellers ikke ville have beskæftiget mig med. Det, tror jeg kun, er sundt,« siger Jesper Asholt.

En overgang kom filmens dystre tema dog lidt for tæt på virkeligheden for familiefaderen.

Kort efter filmholdet var færdige med at optage i det sønderjyske, begyndte medierne pludseligt at berette om to søstre fra Tønder Kommune, som i årevis var blevet misbrugt af deres egen far såvel som en række fremmede mænd. Tøndersagen, som den blev kaldt.

»Det var forfærdeligt at høre, at det var foregået få kilometer fra, hvor vi optog filmen. Det rystede mig dybt,« siger Jesper Asholt.

Men Tøndersagen mindede ham om, hvor vigtigt det er, at en film som »Kunsten at græde i kor« viser, hvordan sexmisbrug kan ødelægge børn.

»Jeg håber, filmen bringer problemerne så tæt på folk, at de føler, de skal gribe ind, hvis de de opdager, at noget lignende foregår i deres nabolag. At de ikke bare lukker øjnene for virkeligheden,« siger skuespilleren.

Humoristisk og horribel

Selv om temaet i filmen er meget barsk, har det hele tiden været vigtigt for Jesper Asholt, at tonen ikke blev så dyster, at folk blev skræmt væk. Den skulle gerne leve op til stemningen i Erling Jepsens bog, som filmen bygger på.

»Den måde, Erling Jepsen fortæller historien på, gør den komisk og frygtelig på en gang. Og den stemning synes jeg, Peter Schønau Fogh (instruktør, red) rammer godt i sin film,« siger skuespilleren, som til filmpremierer rundt omkring i verden oplevede, at publikum skiftevis forholdt sig totalt tavst eller skreg af grin.

Stemningen skiftede eksempelvis flere gange i scenerne, hvor den 11-årige søn begynder at slå folk ihjel, for at faderen får mulighed for at holde flere begravelsestaler og dermed kommer i bedre humør.

»Filmen er både humoristisk og horribel, fordi den fortæller om dystre emner som incest og død gennem sønnens naive barnelogik. Den hårfine balance har jeg sjældent set i film. Derfor tror jeg, den skiller sig ud, så publikum husker den,« siger Jesper Asholt.

Og derfor tror han, at Berlingske.dks læsere har kåret filmen blandt årtiets bedste.