Kunst på den brutale måde

Den franske film »Profeten«, der vandt den prestigiøse Grand Prix ved sidste års Cannes Film Festival, formår at mikse genrefilm og social­realisme.

19-årige Malik (Tahar Rahim) i den franske film »Profeten«, der er en både rå og troværdig skildring af en mands personlige udvikling under et seks år langt fængselsophold. Fold sammen
Læs mere

Allerede inden den franske film »Profeten« har dansk premiere, har den gået sin prisbelønnede sejrsgang verden over. Den fik Grand Prix ved Cannes sidste år, er nomineret til en Oscar og vandt forleden den britiske BAFTA-pris. Den slags skaber forventning om kvaliteten, og selv om forventninger som bekendt kan føre til skuffelser, er det ingenlunde tilfældet med denne film. Den garvede instruktør Jacques Audiard, der har vundet adskillige franske filmpriser igennem sin karriere, brillerer her med en rå og troværdig, realistisk skildring af en mands personlige udvikling under et seks år langt fængselsophold.

I sin ydre handling er »Profeten« nærmest en klassisk genrefilm. Af den slags fængselsfilm, vi har set mange gange før, og som ofte er skåret over samme læst. En mand ankommer og må lære at overleve i de selvbestaltede magthierarkier og grupperinger. I »Profeten« er det den kun 19-årige Malik El Djebena, der efter en småkriminel løbebane nu er røget i voksen-fængsel efter en voldsepisode mod politiet. I fængslet er de indsatte delt op i to lejre, araberne og korsikanerne, og det er den korsikanske leder, César Luciani, der har magten - spillet eminent af Niels Arestrup, der på trods af navnet kun er så dansk, at der vist er nordiske forfædre langt tilbage i familien.

En mand af sin tid

Da et vidne til en retssag mod en gangsterchef bliver indsat, får Malik valget: At myrde ham eller selv blive slået ihjel. Efter udført udåd finder Malik efterhånden sin skæve plads i den lukkede verden. Selv af arabisk og muslimsk afstamning, men uden tilknytning til den side og behandlet som en servicerende hund af korsikanerne. Men han benytter tiden til at lære at læse og skrive og regne, og vi følger en ung knægt blive til en mand, der med snu overlevelsesinstinkt og kreativ selvopholdelsesdrift ikke bare overlever, men på sin egen måde kommer til at ændre på forholdene i fængslet. En mand, der med sin geskæftighed, vilje, fokus på profit og uden tilhørsforhold eller hentynstagen til nogen religiøse eller racemæssige grupper er en mand af sin tid - og måske også en mand af fremtiden?

Med de nuancer skaber Audiard en film, der ganske vist bevæger sig inden for sin genres rammer, men som også hæver sig op over dem. Med en realisme, der føles autentisk, lægger »Profeten« fra første scene sig som en jernhård klump i maven, der aldrig forsvinder under de to og en halv time, filmen varer. Og med hjælp fra sin indimellem nærmest metafysiske billedside og en uforglemmelig skuespilpræstation af Tahar Rahim som Malik, fortjener Audiards film både at blive set af et stort publikum og alle de priser, den har vundet.