Kun folks penge bliver taget i »Taken 3«

Plottet i »Taken 3« er så tyndt, at det ville få dumpekarakter i en fristil i fjerde klasse.

Jubi! Far og datter finder sammen igen til sidst i filmen. Eller det i begyndelsen, før actionmaskinen kører non-stop? Det er svært at se, men det er også ret ligegyldigt. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

For tredje gang spiller Liam Neeson den tidligere CIA-agent Bryan Mills, hvis datter er i fare.

Det er hun også denne gang, hvor ekshustruen myrdes, og Mills forsøges hængt op på mordet. Ind som helgardering smides også lige et element af »Flygtningen«, så Neeson ikke blot slås mod terrorister, men nu også jages af en politichef (Forest Whitaker).

Selv om Whitaker gør sit bedste for at forsøge at gøre filmen spændende med eftertænksomme miner og opgivende smil, når Mills undslipper, er selve plottet så tyndt, at det ville få dumpekarakter i en fristil i fjerde klasse. Det ses tydeligt fra få minutter inde i filmen, hvem der står bag mordet på eks­hustruen.

I Los Angeles, hvor alt alligevel er sprængfarligt, får vi mange actionscener, men de virker ligegyldige. Instruktøren hedder muligvis Mega-ton, men han er en letvægter, når det gælder om at forny filmserien. Det eneste af værdi, der efterhånden bliver taget igen og igen, er biografpublikummets penge.

Hvad: »Taken 3«.

Hvem: Instruktør: Olivier Megaton. Medvirkende: Liam Neeson, Forest Whitaker, Maggie Grace, Famke Janssen.

Hvor: Premiere over hele landet.