Allerede i hans forrige film, »End of Watch«, fra 2012 viste instruktør David Ayer et særligt talent for at beskrive det modsætningsfyldte sammenhold, der opstår, når mænd bliver presset til deres yderste – sammen. I »Fury« tager han os med tilbage til Anden Verdenskrigs sidste dage, hvor de allierede tropper prøver at knuse den sidste indædte tyske modstand. En umenneskelig og til tider umulig opgave for de amerikanske panservogne, der ikke kan hamle op med tyskernes overlegne materiel. Men hvad man ikke har i panser og plade må man have i mandsmod og snilde – og mandskabet i kampvognen Fury har begge dele.
»Fury« er en rå og beskidt krigsfilm, der tager os med helt ind i (mande)hørmen i tankvognens bug. Vi kan nærmest lugte rusten, sveden efter dage uden bad, blodet fra sår, rifter og faldne kammerater. Mudderet der klæber til støvlerne og falder af i kager på gulvet af kampvognen. Og angsten. Den usynlige, men stinkende angst, der er alle vegne, lige meget hvor tapre ansigter soldaterne prøver at sætte op. Et til tider lidt for buldrende soundtrack og et par macho-kække oneliners for meget ændrer ikke ved det faktum, at »Fury« er et bombardement af sanserne. Det er svært at undgå klicheer i en krigsfilm, og »Fury« har dem til overflod. For eksempel er kampvognens mandskab sammensat af typer; den stoiske leder, den religiøse, bøllen, mexicaneren og grønskollingen – men det lykkes David Ayer med solid hjælp fra et velspillende skuespillerhold anført af Brad Pitt at vende hver eneste kliché til et budskab; i krig opstår sammenhold mellem mennesker, der aldrig ville have talt til hinanden ellers. I krig udviskes grænsen mellem individ og enhed, mellem menneske og maskine. »Fury« er nok et helteepos, men det er ikke en film, der på nogen måde glorificerer krig. Den minder os om, at ingen sejr er gratis. Anden Verdenskrig alene kostede over 60 millioner mennesker livet på brutal vis.
Hvad: »Fury«.
Hvem: Instruktør: David Ayers. Medvirkende: Brad Pitt, Shia LaBeouf.
Hvor: Premiere over hele landet.
