Lad os med stolthed konstatere, at intet andet land i verden har så mange talentfulde kvindelige filmskabere som Danmark, og lad os med begejstring tilføje, at vi nu har fået endnu en. Hun hedder Kathrine Windfeld.
Hendes stærke greb om de levende billeder er allerede velkendt hos dem, der har set hendes svensk producerede TV-serier »Kronprinsessen« og »Kongemordet«, men springet fra den lille skærm til det store lærred er farefuldt og lykkes ikke for alle. Kathrine Windfeld springer flot og lander sikkert på benene med den eminente »Flugten«, der omgående griber sin tilskuer om struben og derefter nægter at give slip.
Filmen er baseret på den fremragende journalist Olav Hergels roman »Flygtningen« og fortæller dermed om reporteren Rikke Lyngvig, der i Afghanistan tages som gidsel af Taleban og udsættes for tortur, men takket være den unge afghaner Nazir formår at flygte og vende hjem til Danmark, hvor hun skriver en bog om sine dramatiske oplevelser og bliver vidt berømt. Imidlertid har hun lovet Nazir ikke at afsløre hans hjælp, og bogen rummer derfor en afgørende løgn, der ligger som en tikkende bombe i Rikkes liv.
Så kommer Nazir til Danmark som den flygtning, der har givet Olav Hergels bog dens titel – det kan umiddelbart lyde langt ude, men er logisk nok – og historien handler dermed dels om dansk flygtningepolitik, dels om det kolossale moralske dilemma, som Rikke havner i. Hun vil selvfølgelig gerne hjælpe Nazir, men nødigt afsløre sin løgn, og da hun får assistance af sin tidligere kæreste Thomas og samtidig indleder en affære med ham, er hun tæt på at ødelægge hans ægteskab.
Det er så mange temaer, at filmen er tæt på at flyde over, men Kathrine Windfeld har fuldstændig kontrol over de enkelte elementers dosering, og Rasmus Heisterberg har sammen med Mette Heeno skrevet et manuskript, der i forhold til Olav Hergels bog strammer og afsatiriserer den intense beretning, der både er psykologisk thriller og humanistisk samfundskritik. Flæbende eller missionerende bliver filmen heldigvis (næsten) aldrig, men tæskespændende er den, for politiet jagter Nazir som terrorist for at udlevere ham til amerikanerne med Guantanamo som mulig endestation, og Rikke raser af sted i et desperat kapløb med tiden for at redde ham fra denne onde skæbne.
Som Rikke Lyngvig – halsstarrig løgner og heltemodig idealist – er Iben Hjejle sej og selvsikker med glimt af sårbarhed, og det er dejligt omsider igen at se dette stortalent i hovedrollen i en seriøs danske film. Faigh Zamani er rørende som Nazir, og omkring dem ydes perfekte præstationer af bl.a. Henrik Prip, Sonja Richter og den formidable Lars Mikkelsen som Thomas.
Læg f.eks. mærke til en scene, hvor han vil folde hænderne bag nakken, men ombestemmer sig og krydser armene over brystet i stedet – den lille bevægelse siger mere end mange ord om hans akutte sindstilstand og er typisk for filmens evne til at formidle afgørende informationer visuelt.
Med heftig brug af håndholdt kamera og magtfuld musik af Jean-Paul Wall er den muskuløst instruerede Flugten« indigneret og medrivende underholdning på højt niveau. Kathrine Windfeld er født til at lave film.
