Kongens kærlighedsfængsel

Filmen »Mon Roi« er et rørende drama om fornuft og følelser i et parforhold.

Vincent Cassel og Emmanuelle Bercot med kærlighedsbarn i »Mon Roi«. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Den franske model og skuespiller Maïwenn – eks-kone til instruktøren Luc Besson – fik i 2011 Juryens pris i Cannes for sin film »Polisse«.

Sidste år måtte hendes »Mon Roi« dog »nøjes« med en pris til hovedrolleindehaver Emmanuelle Bercot, der til gengæld er fuldt fortjent. »Mon Roi« tilhører i den grad Bercot og hendes mandlige modstykke, Vincent Cassel.

Bercot er Tony, der forelsker sig blindt og passioneret i karismatiske Giorgio, der tilsyneladende er alt, hvad hun kunne drømme om – og forguder hende i en grad, så han lynhurtigt begynder at tale om både barn og bryllup. Måske også for hurtigt? Tony opfatter i hvert fald visse faresignaler, som hun hver gang vælger at overhøre. For hvor mange gange kommer den store kærlighed? Og har man råd til at give slip på den, bare fordi prinsens gyldne rustning har vist sig at skalle lidt i samlingerne?

Vi aner katastrofen lure forude, men er lige så splittede som Tony, der ikke kan vælge mellem fornuft og følelser – hvilket ikke mindst må tilskrives Vincent Cassels skiftevis forførende og brutale dobbeltspil, der hele tiden lader os i tvivl om, hvem han er inderst inde i dette velobserverede og rørende parforholdsdrama.

Hvad: »Mon Roi«.

Hvem: Instruktør Maïwenn. Medvirkende: Emmanuelle Bercot og Vincent Cassel.

Hvor: Premiere i udvalgte biografer landet over.