Kompromisløs og kommerciel Bond-instruktør

Valget af den kompromisløse instruktør Marc Foster til den nye James Bond-film overraskede mange. Også ham selv.

Hvor mange fattige og ukendte filminstruktører ville sige nej tak til en løncheck på en kvart million dollar, fordi den tilbudte Hollywoodfilm ikke lige indeholdt det, han stod for? Nok ikke mange, men det var hvad schweisisk-fødte Marc Foster gjorde tidligt i sin karriere. Dengang han endnu ikke havde lavet oscarnominerede- og belønnede film som »Monster’s Ball«, »Finding Neverland« og »Drageløberen«.

For selv om det ikke stod skrevet i stjernerne, at Foster skulle lave film i en familie, »hvor alle er læger«, var det ikke desto mindre det, han allerede som teenager besluttede sig for – og gennemførte kompromisløst.

»Inden jeg overhovedet gik i gang med at lave film, besluttede jeg mig for, at jeg aldrig ville tage en beslutning om film baseret på penge,« siger Marc Foster.

I »Quantum of Solace« er temaet for James Bond at have tillid til andre.

»Temaet for mit liv ville være at lede efter sandheden,« siger Marc Foster og sætter sig helt ud på kanten af sofaen i det stockholmske hotelværelse, hvor Berlingske Tidende møder ham.

Klædt i et nobelt sort jakkesæt og kridhvid skjorte lyser både den skaldede isse og de stålgrå øjne, når han taler om det, der optager ham, og der er intet spor af træthed, selv om han i de seneste uger har arbejdet i døgndrift på at færdiggøre den nye Bond-film.

»Af samme grund har jeg sagt nej til alle store hollywoodproduktioner indtil nu, for jeg er nødt til at have fuldstændig kreativ kontrol, når jeg laver film. Det var også grunden til, at jeg sagde nej til Bond i første omgang,« siger Marc Foster.

Skeptisk og nervøs
Efter nogen overtalelse fra sin agent gik Foster alligevel med til at mødes med producenterne bag Bond, søskendeparret Barbara Broccoli og Michael Wilson. Mere af høflighed end af interesse.

»Da jeg mødtes med Barbara og Michael, fik jeg at vide, at de ejer Bond-franchisen, så jeg skulle ikke have noget at gøre med selve filmselskabet, kun med dem. Jeg var skeptisk og lidt nervøs, men de sagde, jeg kunne hyre de kreative folk, jeg normalt arbejder sammen med, og det gjorde jeg,« siger Marc Foster og fortsætter:

»Det eneste punkt jeg føler, jeg er gået på kompromis med, er product placement, som jeg aldrig har arbejdet med før. Det er en del af Bond-universet, det vidste jeg godt på forhånd, men jeg sagde: »Jeg laver ikke et nærbillede af et produkt, men det er okay, at han kører bilen, har uret på, og at vi ser det, når vi ser det, men der kommer ikke fokus på det«,« siger Marc Foster.

Menneskeligt drama
Marc Foster har da med sine film også vist, at han lægger mere vægt på det menneskelige drama end ydre æstetik. Det er karaktererne, han interesserer sig for.

»Det var først efter at jeg så, hvad Daniel Craig gjorde med James Bond i »Casino Royale«, at jeg for alvor følte noget for Bond, og det var en af grundene til, at jeg sagde ja. Bond er følelsesmæssigt undertrykt, og det er jeg også, jeg kommer jo fra Schweiz,« siger Marc Foster med et grin.

»Bond i Daniel Craigs udgave er blevet en mand med sår på sjælen, skadet og med et knust hjerte. Han er ikke en særlig rar mand i måden, han behandler kvinder og andre på. Han er blevet en anti-helt, der konstant er konfronteret med sine egne dæmoner,« fortæller Marc Foster.

Men han indrømmer, at han ikke havde den store interesse for Bond-film, inden han sagde ja.

»Jeg har aldrig været Bond-fan, jeg så mere film af Lars von Trier. Men jeg oplevede, at når jeg fortalte andre om Bond-tilbuddet, så sagde selv folk, der ellers bedst kan lide kunstfilm, »wauv, Bond!« Og jeg tænkte på Orson Welles, der engang udtalte, at den eneste fortrydelse han havde, var, at han aldrig lavede en kommerciel film. Og hvis jeg skulle lave en kommerciel film, kunne jeg lige så godt lave den mest kommercielle i verden, en Bond-film,« siger Marc Foster.