Margaret Thatcher er en af de mest kontroversielle skikkelser i britisk politik. Derfor kan det undre, at Phyllida Lloyd har lavet en film, der i den grad surfer på overfladen og undlader at tage stilling til sin hovedkarakter og hendes meritter. Det er Meryl Streep, der ene kvinde holder sammen på en film der, sin stærke og kontroversielle hovedkarakter taget i betragtning, er sært konfliktsky.
Filmens ramme er fortællingen om den aldrende og smådemente 86-årige Margaret Thatcher, der lever under skarp overvågning af personale og sin bekymrede datter i en lejlighed i London. Hendes mand, Dennis, døde syv år tidligere af kræft, men spøger stadig, selvom det kun er Margaret, der kan se ham.
Men den tidligere premierminister er også hjemsøgt af mere alvorlige spøgelser - i form af minder fra et langt liv; fra hendes opvækst som købmandsdatter, de første determinerede skridt ind i den mandsdominerede politiske verden, opstigningen til premierminister, succes og kriser, indtil den lidet ærefulde afgang. Et liv fuld af drama og et glimtvis portræt af en jernvilje, der gjorde hende til et skræmmende bekendtskab for sine modstandere.
Strukturen med de punktvise nedslag i Thatchers politiske rejse er, trods mange rigtig gode scener, ikke helt vellykket, den bliver simpelthen for fragmenteret og overfladisk. Phyllida Lloyd er langt mere interesseret i historien om den gamle dame, der ser tilbage og tilsyneladende fortryder, at hun brugte for megen tid på sit utaknemmelige land og for lidt på sin familie. En historie, må man formode, der lige som historien om den hjemsøgende Dennis, er fri fantasi fra manuskriptforfatterens side - og derfor burde have haft mindre plads i en biografisk film.
Eminent præstation af Meryl Streep
En ting er dog nogenlunde sikkert; at Margaret Thatcher selv næppe kan være begejstret for en film, der ser hende gennem en prisme af netop det (kvindelige) karaktertræk, hun tog stærkest afstand fra - nemlig svaghed.
Margaret Thatcher var en kvinde, der vidste, hvad hun ville, og ikke lod nogen eller noget holde sig tilbage. Hun var en kontroversiel skikkelse, men som den første kvindelige premierminister også en foregangskvinde. Og at lave en film om en så historisk og menneskelig kompleks og interessant karakter uden at komme længere ned under overfladen på den faktiske Margaret Thatcher, end tilfældet er her, er ærlig talt spild af godt stof. Man sidder tilbage med en følelse af kun at have fået forretten og desserten i en menu, hvor man var blevet lovet en mættende og fyldig hovedret.
Når »Jernladyen« alligevel er værd at se, skyldes det Meryl Streep, der endnu en gang viser sig som en kamæleon, der er i stand til at krybe under huden på en hvilken som helst rolle. Hun er Margaret Thatcher med hud og højt lakeret hår. En eminent præstation, man kunne ønske var blevet brugt i en modigere og mere helstøbt film.
