Klassisk gyserfilm vender tilbage som TV-serie

Se klip fra den kommende djævelske TV-serie - den seneste af en række klassiske filmgys, der er blevet genskabt til TV.

Skuespillerne Ben Daniels og Geena Davis ved præsentationen af TV-serien »The Exorcist« forleden i Los Angeles. Foto: REUTERS/Mario Anzuoni Fold sammen
Læs mere
Foto: MARIO ANZUONI

For generationer har William Friedkins gyserfilm »Exorcisten« (1973) haft klassikerstatus, og som følge af dens store succes hos publikum blev den selvsagt efterfulgt af en stribe mere eller mindre vellykkede sequels.

Nu bliver historien om den dæmonplagede teenager Regan for første gang genindspillet som TV-serie, og i dag lagde producenterne et »smugkig« på serien på Youtube.

Her kalder seriens producer og seriens forfatter Jeremy Slater den oprindelige film som »den mest uhyggelige film der nogensinde er lavet«, og udtrykker håb om at hans TV-serie vil rumme noget af den samme »primale kraft« som den originale film.

»Hvis vi kan give nogle seere mareridt, så vil jeg selv gå i seng som en glad mand,« siger Jeremy Slater.

De offentliggjorte scener fra serien tyder på et manuskript, der nogenlunde følger originalen, bortset fra at moderen (spillet af Geena Davis) har to døtre. Men ellers ser man ligesom i Friedkins film en yngre, moderne præst (Alfonso Herrera), der først prøver at bortforklare Bibelens dæmoner som teologiske »metaforer«, indtil han møder den ældre præst (Ben Daniels), der ved bedre. Og så begynder møblerne for alvor at røre på sig.

TV-seriens trailer rummer sågar den letgenkendelige bid af Mike Oldfields »Tubular Bells«, der kan få hårene til at rejse sig på enhver gyserfilmsfan.

Den oprindelige film bygger på en roman af William Peter Blatty, der også skrev manuskript til William Friedkins film. Romanen bygger løseligt på et virkeligt forsøg på djævleuddrivelse, der blev foretaget af to præster i Maryland i 1949.

»The Exorcist« bliver produceret af Fox Television, og sendes på Fox Networks. Det er uvist om den bliver officielt tilgængelig på en kanal i Danmark. TV-serien er den seneste af en række TV-serier, der bygger videre på populære gyserfilm, heriblandt »Ash vs Evil Dead«, »The Scream: The series«, »The Bates Motel«, »Hannibal« (med Mads Mikkelsen) og »From Dusk to Dawn: The series«.

De mange TV-serier, der bygger på populære gyserfilm, sættes i produktion som følge af behovet for at slå igennem på et marked, der efter mange brancheeksperters mening er overfyldt.

At TV-serien bygger på en universelt elsket gyser, er dog ikke en garanti for succes. I maj sløjfede Arts & Entertainment TV-serien »Damien« efter dens første sæson. »Damien« bygger på Richard Donners spillefilm »Tegnet« (1976), den mest succesfulde af de okkulte thrillere, der fulgte i kølvandet på den oprindelige »Exorcisten«. 

Se de første klip her: