I virkeligheden er titlen på komedien noget misvisende, for tre fjerdedele af filmen handler om alt det, som går forud for »Klassefesten«. Tre vidt forskellige gymnasievenner inviteres til 25 års jubilæumsfest og tager på en hel weekendtur, så de kan varme op i byen aftenen før.
De gode venner er meget forskellige, men på et eller andet plan er det jo altid interessant at få lidt opmærksomhed fra det modsatte køn, hvad man så end vælger at bruge det til. Thomas (Troels Lyby) er rockmusiker og en scorekarl uden lige, der ikke forsømmer nogen som helst lejlighed til gå i seng med en kvinde, selv om han har en kæreste derhjemme. Niels (Nicolaj Kopernikus) er en mere tro funktionærtype med hustru og børn, men han er sygeligt optaget af sine rynker og nu Gud-hjælpe-mig også hæmorider. Andreas (Anders W. Berthelsen) er netop blevet alene efter ungdomskæresten er smuttet og det har fordoblet både hans melankoli og temperament. »Sig mig lige engang, hvor gammel er du?« lyder hans ofte angrebsivrige parole, hvis folk, der er yngre end ham, blander sig i vennernes gøren og laden.
Mændenes weekendtur er instrueret af Niels Nørløv, der i sin tid lavede en af de bedre film i serien om »Anja og Viktor« med undertitlen »Brændende kærlighed«. Den var et klart skridt op i kvalitet for serien og Nørløv har da også et godt greb om løjerne i »Klassefesten«.
Selvfølgelig er der firet lidt på logikken for at tilgodese komikken. Hvem har for eksempel hørt om en sædklinik, der har åbent i weekenden og hvem har nogensinde set et studenterjubilæum fyldt med så kedelige og irriterende mennesker som her? Næppe ret mange. Men alt det forbliver små indvendinger i det lange løb, for de tre venner er ikke svære at identificere sig med. Selvfølgelig kan ingen være én af dem, dertil er de trods alt for karikerede, men hvis du er en mand i 40’erne, er der med garanti lidt af dem alle i dig.
Nørløv og manuskriptforfatterne fanger det patetiske og ynkværdige ved mandekønnets indre påfugl og pumper det med helium (også bogstaveligt talt!) og ud af det, kommer der et godt bud på en moderne folkekomedie. En folkekomedie hvor der er en mening bag grinene. Når en film skal være for de mange, er der grænser for, hvor skarp satiren kan være, men »Klassefesten« holder sig en fin grinefrekvens hele vejen igennem og det velgørende er, at grinene har rod i virkeligheden. Når komikken er forankret i maven og det virkelige liv, virker den nu engang bedst. Mænd er nemlig ikke kun til grin, de er også gode til at være venner for livet og i sidste ende handler »Klassefesten« mest om venskab.
»Klassefesten« er sjov og ballade med en realistisk motor og måler man den op imod et par af dens udenlandske filmfætre, holder den forbløffende godt. Den svenske film »Klassefesten« var tam, fordi den kun fokuserede på festen og alkohol. Amerikanske »Hall Pass« (»Alt er tilladt«) fra tidligere i år med Owen Wilson og Jason Sudeikis krængede på grund af søvngængerskuespillere og platheder. Begge de faldgruber undgår »Klassefesten«, der er sjov og ballade med en realistisk motor, som mange andre end mænd på 45 år vil påskønne.
