Kim Jong-un i bar røv

SANTA FE: Hvis det er en marketing­kampagne, så er det den bedste kampagne siden Barack Obamas valgkamp i 2008: At få hackere til at hacke et filmselskab, true med blodbad i biograferne og få præsidenten til at kræve filmen vist. At få den halve verden til at hade filmen og hele verden til at tale om den uden at have set den.

Det er penetration – eller gennemslagskraft – der vil noget.

Men – som Obama også kan tale med om – problemet er så at leve op til kampagnen. At få alle mennesker til at føle, at de får lige præcis, hvad de forestillede sig at få, og hvis vi taler film, ville det kræve mindst en »Citizen Kane« – og det får vi ikke. »The Interview« har et Rosebud-øjeblik, men den er ikke »Citizen Kane.« Til gengæld er den noget andet, som nordkoreanerne har al mulig ret til at være bange for, og det er ikke, hvad vi tror, det er.

Amerikanske vismænd har således hævdet, at nordkoreanerne ville stoppe filmen, fordi den handlede om et attentatforsøg mod Kim Jung-un, og det er en typisk amerikansk analyse, som handler om mandige kvaliteter som styrke, frygt og ære­krænkelse. Men hvis filmen blot handlede om et overspændt plot om at slå Kim Jung-un ihjel, ville nordkoreanerne have jublet. Den slags hæver testosteronniveauet og gavner deres propaganda om os-mod-dem, og Pyongyang ømmede sig f.eks. ikke over sidste års »Olympus has Fallen,« en tjubang-film, som udstillede landet som en terrorrede.

Så hvad er deres udestående med filmen – og i en grad, så de ifølge FBI hackede den?

Groftskårne pointer

Deres udestående er tydeligvis, at den i mere end én forstand viser Kim Jong-un i bar røv, og at den er så groftskåret i sine pointer, at Gud og hvermand forstår den.

Dermed mislykkes filmen på sine egne præmisser, men ikke på omverdenens. Eller sagt på en anden måde: Vi taler om en film, som har komikeren Seth Rogen som bagmand og skuespilleren James Franco som frontmand, og det giver en forventning om den slags grin, der kommer fra samme sted i mellemgulvet som bøvs, og en tilsvarende forventning om politisk meningsløshed.

Men det forholder sig omvendt. For filmen kalder ikke på primal skoggerlatter – der er temmeligt langt mellem de store grin – men den kalder på det smil, som kommer af visheden om at se noget, der politisk gør ondt på dem, der fortjener det. Tag satiren over medieverdenen, hvor James Franco som Dave Skylark spiller prototypen på en TV-journalist, der spejler sig i sig selv og opererer med hvide tænder, godt hår og mere i bukserne end mellem ørerne. Han er vært for et sladderprogram og giver os visdom som »journalisters fornemste opgave er at give folk, hvad de vil have,« og »folk vil have lort – fucking lort.«

Af uransagelige årsager får han et live-interview med Kim Jong-un, som skue­spilleren Randall Park giver fuld skrue. Skylark og hans producer rejser til Nordkorea, og Kim Jung-un charmerer i første omgang den ubegavede Skylark; de finder fodslag i det føromtalte Rosebud-kompleks – ingen af dem kunne leve op til deres fædres forventninger. Kim Jong-uns far skældte ham ud for at være et svanset skvat, og sønnen har i dag kvababbelse over at elske drinks med paraply og lytte til Katy Perry i sin T34-85-kampvogn.

»Er det bøsset?« spørger han, og han er sjæleangst over at skulle leve op til at være mandemyten, der taler med delfiner, og som er så stor en leder, at han ikke behøver gå på toilettet.

Han er tydeligvis en sølle bøv, der kompenserer med despotisk psykopati, han regerer som lillekongen i et land, hvor to tredje­dele af befolkningen er under­ernærede, og hvor Pyongyangs supermarkeder viser sig som potemkinkulisser af pap og gips, og det afslører sig alt sammen så usubtilt, at selv Skylark forstår det og dermed også så u­subtilt, at selv den mest tungnemme biografgænger forstår det.

Ikke stor, men farlig kunst

Det gør »The Interview« til – ikke stor kunst, men farlig kunst, for i øjeblikket kan filmen kun officielt ses i udvalgte biografer og online i Nordamerika, men den slags er lige så vejledende som gult lys for hyrevognsbranchen, og »The Interview« er allerede et kulthit i Kina, og derfra er der et trespring til seerne i Nordkorea.

Og det er her, det bliver interessant. For en zeppeliner af varm luft holder illusionen om Kim Jong-un og hans lederskab i luften, og »The Interview« punkterer den illusion og fremstiller ham på den ene side så troværdigt stakkels, at man får lyst til at give ham en krammer, og på den anden side så morderisk, at man hellere krammer en komodo­varan, og sluteffekten er ødelæggende.

Så hvorfor har »The Interview« ikke mødt mere forståelse i den bedre smags vendekreds i USA? Anmelderne kalder den »primitiv« og sammenligner den per rutine ufordel­agtigt med Charlie Chaplins satire over Hitler, »Diktatoren,« men sammenligningen er fejlagtig. For Seth Rogen er ingen Chaplin, men hans publikum er heller ikke Chaplins, og »Diktatoren« tjente ikke sit formål gennem sit raffinement, men gennem sin effekt. Filmen virkede, fordi omverdenen gik i biografen og gjorde det værste, som omverdenen kan gøre ved en diktator – pegede fingre ad ham og grinede ad ham.

Derfor kan »The Interview« vise sig som YouTube-generationens svar på »Diktatoren,« komplet med prut og Katy Perry og komplet med akkurat den samme lammende følelse af usikkerhed hos målet for satiren. Og tag ikke mit ord for det, men lyt til de mennesker, som forstår sig på den slags. Lyt til regimemændene i Pyongyang, og deres reaktion er hele filmen værd.

»The Interview« er instrueret af Evan Goldberg og Seth Rogen og har James Franco og Seth Rogen i hovedrollerne. Den kan ses i udvalgte biografer og online i Nordamerika. Det er endnu uvist, om filmen får dansk premiere.