Kim Bodnia stjæler billedet i ny dansk film

Dansk film er ikke et naturligt hjemsted for spændingsfilm, og Annette K. Olesens »Skytten«, der har premiere i morgen, vil mest blive husket for Kim Bodnias høflige terrorist.

Kim Bodnia spiller en idealist, der tager sagen i egen hånd, da politikerne ikke vil bruge miljøvenlig energi. Fold sammen
Læs mere

Temaerne i Annette K. Olesens »Skytten« er mindst ligeså aktuelle, som da Anders Bodelsens historie blev til film første gang i 1977.

Dengang skød Jens Okking til måls efter Allan Simonsen, fordi han var sur over risikoen for atomenergi i Danmark. I 2013 er Kim Bodnia en geolog, der er skuffet over politikernes nøleri i forhold til at bruge grøn energi.

Ændringerne i den nye film er dog generelt så små i forhold til originalen, at der er tale om et remake – altså en genindspilning – og ikke det man på amerikansk kalder en »reimagining« – altså en videreudvikling eller gendigtning.

Trine Dyrholm er den dygtige miljøjournalist Mia Moesgaard, der kontaktes af den idealistiske geolog Rasmus. Han beskrives som »intelligent, sky og høflig«, men han er også en mand med en sag. En gal mand med en sag. Hvis hun ikke trykker hans afsløringer om, at regeringen i virkeligheden satser mere på olie end på grøn energi, vil han ikke nøjes med at skyde varselsskud længere.

Mia Moesgaard er samtidig i fare for at gå glip af en rejse til Indien for at hente sit adopterede barn. Rejsen trækker ud på grund af sagen med terroristen.

Action og menneskeskæbner

I Åke Sandgrens manuskript er sol og vind delt nogenlunde lige mellem action og menneskeskæbner, og det er dygtigt gjort af Annette K. Olesen at få tilgodeset begge dele i en film, der kun varer halvanden time. Et kvarter mere kunne dog have smedet de to dele af filmen endnu bedre sammen og ikke mindst have givet terroristens historie lidt mere vægt. Hvordan går man fra at være geolog til at blive skydegal?

I det hele taget stjæler Kim Bodnia billedet. Hans skydegale idealist har en sær høflig omgangstone med både journalisten og sin ældre nabo, og man kan se i hans øjne, at han egentlig vil det godt. Det er en nuanceret karakter, Bodnia bygger op, og han undgår mange af klicheerne om den ensomme ulv.

Trine Dyrholm spiller også godt, men hun lades noget i stikken af detaljerne. Det ene øjeblik er hun hård som en gangster i sin fremfærd som journalist, og det næste øjeblik virker hun alt for udygtig til sit fag. Journalistikkens verden og dens arbejdsvilkår er altid svære at gøre realistiske på film, og det gælder desværre også i »Skytten«.

Historiefortællingen og æstetikken minder ret meget om den slags TV-serier, som DR efterhånden kan producere i søvne uden at falde igennem.

Overbliksbilleder af Københavns tage og flittige billeder af TV-dækning af sagen får i perioder »Skytten« til at ligne »Borgen«. Indtrykket forstærkes også af, at flere skuespillere fra TV-serien genbruges.

Det er en smule unødvendigt og lidt irriterende, som det også er, når akkorder fra The Doors »The End« genbruges på lydsiden. Af en spillefilm kan man godt forlange en mere særegen stil og mindre genbrug.

Annette K. Olesen er en dygtig og redelig instruktør. »Små ulykker« er dogmebølgens oversete mesterværk, og »Forbrydelser« var en stærk hudafskrabing. Men »Skytten« er en genindspilning af en film, der i første omgang kun var rimelig, og som ikke har fået tilført de afgørende forbedringer for at blive decideret god.

Annette K. Olesens »Skytten« har premiere torsdag over hele landet.