Katastrofefilm er en ren katastrofe

»San Andreas« er fyldt til randen med dinglende broer, smuldrende bygninger og smadrede helikoptere. Men rigtigt spændende bliver effektjageriet aldrig

Det er Dwayne »The Rock« Johnson til højre. Alt andet i »San Andreas« er ligegyldigt. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

I 1974 fik vi katastrofefilmen »Earthquake« med det rumlende lydsystem Sensurround. Dengang handlede det mest om, hvorvidt man overhovedet fik skabt nogle effekter eller ej. I dag står og falder en katastrofefilm med, om instruktøren kan styre sig.

Det lykkes slet ikke i »San Andreas«, der er fyldt til randen med dinglende broer, smuldrende bygninger og smadrede helikoptere. En familie, vi skal interessere os for, midt i verdens voldsomste jordskælv, løber hele tiden en meter eller to foran en dyb revne i jorden.

Når tingene hele tiden spidser til, bliver intet af det rigtigt spændende.

Moralen synes at være, at man blot skal kaste et skilsmissepar ud i en katastrofe for at bringe parterne sammen igen. Dwayne Johnson tilegnes den ene stjerne, jeg er nødt til at give, fordi stjerneskalaen går fra seks til én. Vor helt siger på et tidspunkt til hustruen der vil separeres: »I will bring her back, I promise«.

Bemærkningen falder om deres datter, men den kunne også være møntet på de mange grønne dollar, som filmen er så ivrig efter at hente hjem i et effektjageri uden lige.

Hvad: San Andreas.

Hvem: Instruktør: Brad Peyton. Medvirkende: Dwayne Johnson, Carla Guigno.

Hvor: Premiere over hele landet.