Kannibalisme, incest og kniplinger

»Mysteriet ved Slack Bay« er en udknaldet farce midt i noget så traditionelt som et kostumedrama.

Foto: Pr-foto

Hvad hulen var det?

Det er det første spørgsmål, der melder sig efter Bruno Dumonts »Mysteriet ved Slack Bay« – en 122 minutter vild, flimrende farce midt i noget vanligvis så traditionelt som et kostumedrama.

Men det er at foregribe sagerne, så først et rids af den handling, der med nød og næppe kan trækkes ud af filmen, som udspiller sig på de franske strande ved Den Engelske Kanal. Her er turister begyndt at forsvinde, og et detektivpar – der ligner en fusion af Dupond og Dupont og Gøg og Gokke – forsøger efter bedste evne at opklare mysteriet.

Alle er enten mildt vanskabte, let retarderede eller excentrikere og vralter og tåger rundt, og specielt møderne mellem en fiskerfamilie og en ferierende overklassefamilie giver en del barokke optrin. Og som de bliver flere, udarter alt sig ud i incest, kannibalisme, crossdressing og flyvende mennesker.

Er det muligt at forestille sig en fusion af en film af Wes Anderson og en af Yorgos Lanthimos, så er vi ved at nærme os et signalement af »Mysteriet ved Slack Bay«, der på handlingsplanet kokser helt ud, men har en egen indre logik og er spækket med gode skuespillere. Ikke mindst Juliette Binoche, der er modcastet, og i stedet for den typiske eftertænksomme skønhed spiller en hysterisk bourgeoisiskinke.

Hvor meget dybde der er i »Mysteriet ved Slack Bay« – der vist vil sige noget om kapitalismens altæderi – er diskutabelt. Men ses filmen for sine smukke billeder og udknaldede situationer, er den tiden værd – og sidder længere i kroppen end tusind generiske Hollywood-film.

Mysteriet ved Slack Bay. Instruktør: Bruno Dumont. Medvirkende: Juliette Binoche, Fabrice Luchini.