Kan man hade sit barn?

Lynne Ramsays »Hvad med Kevin?« er en rå, kompromisløs og hjerteskærende historie om skyld, skam og den alt for tynde grænse mellem kærlighed og had.

Filmplakat. Fold sammen
Læs mere

Hvor kommer ondskab fra? Er den medfødt eller tillært - arv eller miljø? Og hvordan genkender man den, før det er for sent? Det er bare nogle af de hårde spørgsmål, som Lynne Ramsays på samme tid brutale og indfølte »Hvad med Kevin?« stiller sit publikum. Hun kommer ikke med svar - dem kan vi passende selv ruge over, når filmen er slut.

»Hvad med Kevin?« bygger på en roman af Lionel Schriver og er en rejse lige lukt ned i et tabubelagt helvede. Hvad nu hvis man ikke alene ikke elsker sit barn, men hader ham for at have stjålet ens sidste rest af frihed? Sådan har Eva Katchadorian (Tilda Swinton) det. Ganske vist er Kevin undfanget i stor kærlighed, men fra det øjeblik han kommer ud i verden, starter en magtkamp mellem moderen, der ikke kan elske, og drengen, der tilsyneladende hader hende for det.

Men alt det får vi kun at vide i en serie fragmenterede flashbacks. Noget skrækkeligt er sket, der har forvandlet Eva til en skygge af en kvinde, der overlever på piller, rødvin og rigelige mængder skyldfølelse. Så snart hun lukker øjnene, vælter fortiden frem i fragmenterede skår, der skærer i allerede åbne sår. At det handler om Kevin er klart fra starten. Men er Kevin mon virkelig så ond, som vi ser ham være i hendes erindring? Eller er de til tider nærmest karrikerede begivenheder Evas måde at presse mening ud af noget, der er helt og aldeles meningsløst?

Brudstykkerne fra fortiden former et billede af afmagt og svigt. Men også af en mor, der krampagtigt prøver at elske sin sære, lille søn - og i glimt måske faktisk gør det. Hvad er ondskab? Spørger Lynne Ramsay. Og hvad er kærlighed? Og hvor går grænsen mellem kærlighed og had?

»Hvad med Kevin?« er en stærk oplevelse, holdt oppe af frygtløse skuespilspræstationer fra ikke mindst altid fremragende Tilda Swinton, men også Jasper Newell og Ezra Miller, der spiller Kevin som henholdsvis lille dreng og teenager, er - i bogstaveligste forstand - uhyggeligt overbevisende.