Hatten af for Thure Lindhardt! Det er en stor opgave at lægge krop til en så i bund og grund uforståelig person som østrigske Wolfgang Priklopil, der i over otte år holdt Natascha Kampusch fanget i et lille rum i sin kælder. En opgave som Lindhardt klarer med en intensitet, så man skiftevis føler afsky for manden og i korte glimt nærmer sig forståelse for det uforståelige.
»3096 dage« er baseret på Natascha Kampuschs selvbiografi. Vi følger hende, fra hun bliver taget som bare ti-årig og desperat prøver at tilpasse sig i håb om at komme fri, til hun som stadigt mere udmagret teenager skiftevis føjer bortførerens luner og stille gør oprør, og til hun som 18-årig må kæmpe yderligere en kamp mod sin nu næsten voksne krop, som Priklopil betragter som sin retmæssige ejendom.
Det er knugende at opleve klaustrofobien, frygten og resignationen. At opleve bortførerens mange og voldsomme humørsvingninger, hans kontrol over alt fra lys, varme og mad til de yderst sparsomme og løgnagtige informationer om, hvad der sker uden for huset.
At overvære det bånd Natascha Kampusch er nødt til at knytte til sin bortfører for trods alt at få de små glimt af varme og menneskeligt nærvær, som ingen kan overleve uden.
Sherry Hormann har gjort sig umage med at gøre fortællingen så autentisk som overhovedet mulig. Ikke alene er Priklopils hus angiveligt genskabt ned til mindste detalje, men der er også skruet helt ned for alle effekter inklusive underlægningsmusik.
Hun fokuserer desuden stort set udelukkende på det, der foregår i Priklopils hus med undtagelse af enkelte scener, der viser Natascha Kampuschs sønderknuste mor – fint spillet af Trine Dyrholm, der dog er udstyret med en i danske ører sær voice-dubbing. Det medvirker alt sammen til en effektivt klaustrofobisk atmosfære.
Ikke en finger at sætte på skuespillet
Der er ikke en finger at sætte på skuespillet hos hverken Thure Lindhardt eller Antonia Campbell-Hughes, der spiller Natascha Kampusch som teenager. Alligevel er det, som om vi ikke kommer dybt nok ned i psykologien mellem bortfører og bortført.
I sagens natur kan vi ikke følge med i samtlige 3096 dage, så Hormann vælger at slå ned på dramatiske højdepunkter i fortællingen i stedet for at give mere plads til de stille scener, hvor psykologien mellem kidnapper og kidnappet for alvor kan få lov at sætte sig i tilskueren. Fortællingen føles til tider nærmest hektisk i sin jagt efter at ramme os følelsesmæssigt, og resultatet er lidt for ofte det stik modsatte. En følelsesmæssig distance trods den viden der hele tiden ligger i baghovedet: Dette er en virkelig historie.
»3096 dage« interesserer frem for at involvere. Man får lyst til at vide mere, være et vidne og ikke bare en distanceret tilskuer med et stort rungende »hvorfor?« i baghovedet.
Hvad ville Priklopil med Natascha? Bare have selskab eller stille og roligt forme et menneske i præcis den form, han drømte om ved først at knække hende, så han siden kunne forme hende? Uden at vide at viljen til frihed og overlevelse er noget af det sidste, der knækkes i et menneske. Eller måske er sandheden nærmere det, Priklopil selv siger, da hans mor kommenterer en artikel om bortførelsen: »Måske er han bare gal.«
Hvad: »3096 dage«.
Hvem: Instruktør Sherry Hormann. Medvirkende Thure Lindhardt, Antonia Campbell-Hughes.
Hvor: Premiere i udvalgte biografer landet over.
