Hvad handler DRs nye søndagsserie, »Arvingerne, om? Den handler om den moderne, spredte familie under pres. Om familien som et fængsel og en forbandelse, men velsagtens også som en mulighed for nærvær og forståelse. Noget overraskende er der endnu ikke i hovedforfatteren, Maya Ilsøes, kompetente manuskript. Serien er så den tredje danske fikstionsserie i mands minde, der begynder det hele med, at patriarken eller – i dette tilfælde matriarken – dør og efterlader arvingerne med ansvaret for det hele, inklusive sig selv og hinanden. »Taxa« og TV2s »Hotellet« benyttede sig af samme model. Når man så i tillæg kaster en bortkommen datter ind i det hele og lader hende arve den mødrene gård, Grønnegården, så er der lagt op til klassiske familiekonflikter over de næste mange søndage.
»Nu får vi huset«, siger Carsten Bjørnlunds sammenbidte stivstikker-bror som reaktion på, at moderen har draget sit sidste suk. Men gør han og hans søde, hårdt prøvede kone, som Lene Maria Christensen var ødslet på her i første afsnit, nu også det? Det er næppe troligt. I det hele taget minder »Arvingerne« mest af alt om en finere form for sæbeopera, der har mødt Susanne Bier et sted undervejs.
Fremragende skuespillere
En ny begyndelse for DR som fiktionsleverandør, sådan som DR selv har antydet det? Det kan man ikke sige – formatet er ikke fjernt fra familiesagaen »Sommer«, hvis varme farvesætning her er erstattet af en køligere. Skræller man det svale, nordisk blåtintede vinterlys, de elegiske, tavse nærbilleder, det let mobile kamera og den smagfuldt afdæmpede underlægningsmusik af, så er der indtil videre tale om et ganske banalt drama. Men vel at mærke et drama, som forgyldes af sine fremragende skuespillere.
Øverst på plakaten Trine Dyrholm som den følesesforskansede, velklædte datter, succes udadtil, fiasko indadtil. Hele tiden må hun kæmpe mod sin mors stikpiller og generelle fordømmelse:
»Du render rundt i din fine kunsthal og tror, du er så vigtig, i virkeligheden er du ikke andet end en sekretær«.
Hendes vej ud af ensomheden bliver uden tvivl et væsentligt omdrejningspunkt i serien - lidt stakket varme bliver det til med norske Trond Espen Seims gifte gallerist. Trine Dyrholms følelsesfulde ansigt kan i hvert fald bære en serie, raseriudladningen mod moderen er et foreløbigt højdepunkt. Og som den søde, udefrakommende håndboldpige fra blomsterbutikken, som mister sin ene tilværelse og får en anden i samme sekund, er Marie Bach Hansens smukke, åbne kontrafej og nedtonede tilstedeværelse en fin kontrast. Læg dertil blandt andre Jesper Christensens hashrygende farfigur, der har fået lov til at bo nede bag i haven, foreløbig en skægt genkendelig kunstnerfigur af i går – komplet med Peter Langdal-hår og det hele. Foruden naturligvis Kirsten Olesens temmelig formidable moderfigur, egenrådig kunstnerdiva, spillet på en flot blend af indædt destruktivitet og storhed i slaget. Synd, at hun måtte lade livet allerede i første afsnit.
Foruden de nævnte er der foreløbig også kompetente indsatser af bl.a. Mikkel Bo Følsgaard, Annette Katzmann og Jens Jørn Spottag. Jo, med den konceptuerende instruktør Pernilla August har man sikret sig en øverstbefalende, som har sin force i forståelsen af og arbejdet med skuespillerne - med figurerne og den fintmærkende intensitet i spillet. Det store og spændende spørgsmål er, om »Arvingerne« hen over de næste søndage trækker i retning af det kulørt underholdende med skeletter i skabene over det hele. Eller om serien formår at udvikle mere sammensatte, voksne figurer og slå anderledes komplekse strenge an.
Hvad: »Arvingerne«
Hvem: Hovedforfatter: Maya Ilsøe. Konceptuerende instruktør: Pernilla August: DR1 søndage kl. 20.
