Kampen om den kolde trone

Femte sæson af »Game of Thrones« ligner næsten en genstart af serien, hvor nye alliancer er under opbygning. ADVARSEL: Der vil optræde beskrivelser i denne anmeldelse, der kan opfattes som spoilers.

Er Cerseis greb om magten ved at smuldre i kølvandet på hendes faders død? Nye alliancer indvarsler skift i herredømmet over Westeros. Fold sammen
Læs mere

For en TV-serie, der rummer ildspyende drager, hybermobile glædespiger og forfrosne zombier, opbygger »Game of Thrones« et univers, der til tider er meget realistiskt.

Når man, som i første afsnit af HBO-seriens femte sæson, kan se en scene, hvor en af Dragemoderen Daenerys prætorianere hygger sig i et luderkvarter, er der således ikke sparet på håndgribelige detaljer. Der klippes hverken væk, når livvagten lægger sig i en ellers ret kysk omfavnelse med den prostituerede - det er åbenbart sådan, at kastrerede elitesoldater har sex - ej heller. når en mystisk guldmaskeklædt attentatmand træder frem og skærer halsen over på ham, så let som skar han skindet af en ost.

Det er en typisk »Game of Thrones«-scene, der rummer nogle af de ingredienser som gør fortællingen unik i streamningtjenesternes nye serieverden. Scenens ømme kønsakt er ikke klistret på for syns skyld, men er en integreret del af handlingen. Den rejser nemlig spørgsmålet om, hvorvidt Daenerys to nærmeste og mest loyale undersåtter, tjenerinden Missandei og livvagternes kaptajn Grey Worm, alligevel kan få et forhold, på trods af, at han er underlagt samme ufrivillige cølibat som sin dræbte soldat. Det ved man, for den håbefulde Missandei tager det selv op med Grey Worm senere i afsnittet.

Det er også karakteristisk for serien, at kameraet hviler ti sekunder længere på den boblende overskårne hals, end man ville gøre i de fleste andre TV-serier. Den udpenslede vold har en særlig funktion. Den er et forvarsel om de udfordringer, som Dragemoderen Daenerys snart skal møde. I fire sæsoner har Daenerys rejst fra by til by med sin slavehær og befriet de undertrykte masser fra tyranniske herrer. Hadet mod hende fra de tidligere herskere er blevet tilsvarende stort, og den overskårne hals er beviset på, at de vil ty til alle midler for at knuse Daenerys.

Hvis det altså er de tidligere slaveherrer, der står bag drabet. For hvem gemmer sig bag guldmaskerne? I »Game of Thrones« kan det næsten være hvem som helst, for serien excellerer i en kompleksitet, der kun synes at tage til i hvert nyt afsnit. Blink for mange gange, og man flakker hjælpeløst rundt blandt seriens over 200 navngivne karakterer. Man kan prøve at hente hjælp i den særlige Game of Thrones-wikis over 2500 sider, men ret beset er det ingen skam at føle sig forvirret. Omvendt føler man en særlig glæde, når man pludselig får ny indsigt i en ellers kryptisk plottråd, og atter kan smile indforstået som en indviet i logen af Fans Med Særlig Viden.

Den femte sæson af »Game of Thrones« har allerede inden den globale streamingpremiere (der i Danmark var tidlig mandag morgen kl 3.00) slået nye rekorder. I de sidste tre måneder er de fire forudgående sæsoner blev ulovligt downloadet hele syv millioner gange, hvilket er langt flere end de nærmeste konkurrenter som »The Walking Dead« og »Breaking bad« er blevet pirateret gennem hele deres levetid.

Mange har tilsyneladende haft behov for at genopfriske den forrige sæson, der i vaskeægte »Game of Thrones«-tradition afsluttedes tilfredsstillende med et spektakulært blodbad.

Oven på dværgehelten Tyrions kombinerede fader- og konkubinemord, er det som om at femte sæson starter med gevaldige tømmermænd: Lavmælt stønnende under åget af gårsdagens udskejelser. I visse henseender føles seriestarten nærmest som en reboot, hvor tavlen vaskes ren med nye alliancer.

Det gælder i særdeleshed Tyrion, der i hemmelighed er blevet smuglet bort på et skib på vej til Meereen. Da han bliver væltet ud af sin skidtbefængte trækasse, synes han helt apatisk af sorg over sine gerninger. Det er nu op til den magtfulde hofspion Varys at overtale Tyrion til atter gå ind i kampen om Jerntronen, idet Varys mener, at dværgen er den eneste i de syv riger, der har moral nok til ikke at lade sig korrumpere af magten. Men det er ikke let, for den lille, store mand har det skidt med sig selv, og vender sig mod flasken som så ofte før.

»Druk...der er altså hurtigere måder at ta’ livet af sig selv,« siger Varys formanende til Tyrion. »Ikke for en kujon,« snerrer Tyrion og skænker sig endnu et glas.Varys og Tyrions samtale under deres hemmelige rejse til Meereen, hvor det er Varys håb at kunne alliere dem med Daenerys, er en af flere demonstrationer af seriens velskrevne replikker.

»Jeg ønsker fred. Velstand. Jeg ønsker et land, hvor de magtfulde ikke udnytter de magtesløse,« insisterer Varys til Tyrion, der endnu ikke er overbevist.
»Vil du også ha’ slotte, lavet af kage, og med voldgrave fulde af kirsebærvin? De magtfulde har altid udnyttet de magtesløse ... Det er sådan de blev magtfulde,« replicerer Tyrion med fuld skrue på mismodet.
Forinden er afsnittet dog startet et helt andet sted, og sågar i en helt anden tid. Som om serien ikke var indviklet nok, starter afsnittet nemlig med et flashback til fortiden. To unge piger, den ene med en genkendelig arrogance og stolthed, besøger en heks med spådomsevner dybt inde i skoven.
»Dine børn vil få guld på deres kroner - og guld på deres ligklæder!« kagler heksen, hvilket varsler ilde for Cersei og hendes afkom. For det er selvfølgelig hende, der vil kende sin fremtid.

Andre karakterer der selvsagt skal have deres tid i afsnittet, er det uægte kongebarn, Jon Snow, hvis position blandt Murens Vogtere er blevet usikker på grund af hans omgang med de vilde folk. Imens vandrer den kvindelige bjørnekæmper Brianne ensomt i vildmarken efter at være blevet skilt fra Kongemorderen Jaime, som hun vist savner mere, end hun tør indrømme.
Et nyt element i serien er en puritansk religiøs sekt kaldet Spurvene, der infiltrerer Lannisters hof, og som universskaberen George R.R. Martin synes at ville bruge til en diskussion om religionen kontra politik, der allerede tegner meget lovende.

I alle henseender synes femte sæson af »Game of Thrones«, trods et langsomt ulmende tempo, at levere det som serien er så god til. Den lader aldrig vore forestillinger om de enkelte karakterer låse sig fast i for enkle tolkninger af deres gerninger. Alle har en skjult dagsorden, og indimellem synes karakterne ikke en gang selv at vide, at de er gået i gang med en ny fase af deres personlighed.
Tyrion er (måske) ved at indse, at han har en større rolle at spille i tronspillet end blot at hyppe sine egne kartofler, mens Dragemoderen til gengæld synes mere og mere famlende i sit greb om den magt, som hendes frigivne slaver har tildelt hende.
Uden at forklejne seriens mange brogede fantasy-elementer, vedbliver »Game of Thrones« altså med at være en fortrinlig analyse af magtens moralske dilemmaer. Den er en undersøgelse, der via fiktionen stedvist overgår andre TV-serier med samme tema, som for eksempelvis »House of Cards«, der for ofte mangler den moralske dimension, men henfalder til beskrivelser af det strategiske.

I »Game of Thrones« spørges der, hvordan en leder skaber retfærdighed for de mange, hvis de mange blot ønsker hævn? Er det nødvendigt at udøve ondskab for at opnå et større gode?
Varys opsang til Tyrion om at bringe Westeros ud af dekadencens tidsalder kan umiddelbart tolkes som er forsøg på at indkredse sagaens moralske kerne. Indtil man husker, at Varys var den karakter, der brugte år på at fuldbyrde en grusom hævn over en tyran fra sin barndom. Der må stikke noget bag. For det gør der altid i kampen om den kolde trone.

»Game of Thrones« Sæson 5, afsnit 1.
HBO Nordic.