Manifestet har været en af kunstens hjørnesten igennem kulturhistorien. Fra Marx og Engels Kommunistiske manifest fra 1848 over kunstneriske strømninger som dadaisme og fluxus, til eksempelvis det danske Dogmemanifest fra 1995.
Den tyske kunstner Julian Rosenfeldt tager i sin første spillefilm »Manifesto«, der er baseret på en kunstudstilling af samme navn, udgangspunkt i 50 historiske manifester. Teksterne er lagt i munden på skuespilleren Cate Blanchett, der spiller hele 13 forskellige roller – fra hjemløs posemand med megafon til tv-avisens oversminkede nyhedsoplæser.
Særligt en rolle hvor hun som beige bedsteborgerfrue lader familiens bordbøn erstatte af Claes Oldenburgs pop-art manifest »I am for an Art…« fra 1961 er morsom i al sin kontrastfyldte absurditet.
Men »Manifest« er bestemt ikke kun for sjov, selvom den ofte er det, den er også tankevækkende, rørende og en smule skræmmende, når de flammende manifest-skrifter bliver sat ind i en mere dagligdags, upassioneret hverdagskontekst, hvor der ikke nødvendigvis er plads til de store drømme, og hvor der for længst er givet køb på idealerne.
Det er tvivlsomt om mange andre end Cate Blanchett kunne have gennemført projektet med samme overlegne troværdighed, tilført en solid dosis humor, der dog på intet tidspunkt tager brodden af projektet. Hun er ganske enkelt en kamæleon i kunstens - og ordenes - tjeneste.
»Manifesto«
Instruktør Julian Rosenfeldt. Medvirkende: Cate Blanchett
