Er du enig med berlingskes anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Ingen filmskaber i verden laver så betagende billeder som Zhang Yimou.
Den kinesiske instruktør er en virtuos uden lige, og det eneste problem med hans film i disse år er, at han med hvert nyt værk forsøger at overgå sig selv. Det betyder, at man midt i sin benovede måben over hans ustyrligt flotte stil kan gribe sig i at tænke, at nu er han ved at gå over gevind i mangel på mådehold men den indvending svarer nogenlunde til at kritisere Beethoven for, at hans niende symfoni er for lang og larmende, så den skal tages med stort forbehold.
Forbehold præger til gengæld ikke Zhang Yimou, når han åbner for alle følelsesmæssige sluser i det svulmende melodrama »Den Forbudte By«. Handlingen foregår under Tang-dynastiet samtidig med vikingetiden herhjemme og drejer sig i sin kerne om det hadefulde opgør mellem en diktatorisk kejser og hans hovne kejserinde med deres tre vokse sønner/stedsønner som skiftende med- og modspillere.
Tilsyneladende sørger kejseren omsorgsfuldt for, at kejserinden dagligt får helsebringende medicin, men den er hemmeligt forgiftet med persiske svampe, som i længden vil drive hende ud i rablende vanvid. Samtidig rumsterer et prekært spørgsmål om tronfølgen, og en mystisk kvinde med et brændemærke på kinden bliver også en vigtig brik i det spegede spil, for hun repræsenterer en dyster hemmelighed i kejserens fortid.
De karismatiske stjerner Chow Yun Fat og Gong Li spiller kejseren og kejserinden, og de får lov til at være enormt følsomme i mange og lange nærbilleder, der får én til at mindes stilen i Chen Kaiges »Temptress Moon« fra 1996 (også med den billedskønne Gong Li) og Zhang Yimous egne tidlige film »Ju Dou« og »Under den røde lygte«. Luften er med andre ord mættet med forbudte lidenskaber, og der intrigeres og pønses på hævn ved et hof, hvor tusindvis af underdanige tjenestefolk stedse er klar til at lystre de arrogante kejserliges mindste vink.
Men »Den Forbudte By« er ikke bare et betændt ægteskabsdrama med ekko af Strindberg og Ibsen tilsat en knivspids »Kong Lear«. Den er også tredje del af den Zhang-trilogi, hvis to første film er »Hero« og »House of Flying Daggers«, og derfor byder den nye film på kampscener så gigantiske og mageløst flot koreograferede, at det svimler for tilskueren.
I disse storslåede passager fremtræder Zhang Yimou som en kunstnerisk slægtning til den afdøde japanske mester Akira Kurosawa, og »Den Forbudte By« er fyldt med overdådige billeder i en rigdom af især røde og gyldne nuancer. Det spektakulære, det sanselige og det rytmisk medrivende går op i en højere enhed i et stærkt ritualiseret univers, og kun modvilligt vender man tilbage til det gustne forbehold, at modsat hos Kurosawa kan der hos Zhang være noget beregnende og demonstrativt ved de mægtige tableauer og rasende slagscener pragten bliver prangende og endda pralende, fordi instruktøren konkurrerer med sig selv om at lave verdens mest imponerende film.
Ikke desto mindre må enhver, der holder af at gå rundt på kunstmuseer og betragte fortidens store mestre f.eks. Tizian, Rubens og Tintoretto fryde sig nærmest andægtigt over Zhangs uhyre raffinerede farvevalg og billedkompositioner, og foretrækker man blodig action, får man i høj grad også valuta for pengene. Det er svært at begribe, at selvsamme Zhang også laver hverdagsrealistiske, nærmest Dogme-lignende film som »Ikke een mindre« og det virker dybt utaknemmeligt at anføre, at man inderst inde nok har det allerbedst med hans produktion, når han skruer ned for de kolossale stilistiske ambitioner og laver intime værker præget af varm humor og stilfærdig humanisme.
Desuden ved vi jo, at den sidste film i en trilogi sjældent er på niveau med sine to forgængere jævnfør eksempelvis »The Godfater«, »The Matrix« og »Pusher« og med sin ekstreme kunstfærdighed og smægtende dyrkelse af det melodramatiske er »Den Forbudte By« ikke så formidabelt medrivende som »Hero« og især »House of Flying Daggers«. Det er der på den anden side heller ingen andre film i verden, der er, så hvis man er glad for at lytte til Beethovens lange og larmende symfoni nummer ni, vil man også være glad for at se den kreative kraftpræstation »Den Forbudte By«.
Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.
Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.
Er du enig med berlingskes anmelder?
