Som mor – og kvinde i det hele taget – kan man godt blive temmeligt træt af Holly­woods fremstilling af moderskabet. Som regel sker undfangelsen under så ordnede forhold, at BHen end ikke rykker sig.

De følgende ni måneder vokser maven klædeligt og symmetrisk, mens den glødende mor in spe kun plages at lettere kvalmeanfald. Endelig fødes barnet i lyntempo, igen uden at lave ravage i hverken undertøj eller make-up. Hvorefter moderen er i stand til at forlade hospitalet som en præcis kopi af den, hun var, inden hun blev gravid.

Helt ærligt – sådan foregår det KUN på film! Det ved Hollywood og omegn selvfølgelig godt, og derfor kommer der med jævne mellemrum en film ud, hvor moderskabet går i den helt anden grøft. Som Uma Thurmans helt overdrevne gang udslidt mor-eridt i »Motherhood«, eller de storbandende damer i »Bad Moms«. Det er bare, som om at overdrivelsen ikke ligefrem fremmer forståelsen.

Ved første øjekast ser »Tully« ud til også at havne i sidstnævnte kategori. Men der går ikke lang tid, før det går op for en, at manuskriptforfatter Diablo Cody og instruktør Jason Reitman, der også stod bag den helt forrygende »Juno« om teenagegraviditet, har langt mere på hjerte end bare at udstille moderskabets mindre kønne sider i form af graviditetskilo, gylp og lækkende bryster.

Faktisk handler »Tully« bag den komiske overflade om et dybt alvorligt, traumatiserende og til tider fatalt tabu, nemlig de psykiske efterfødselsreaktioner, i form af despression og i sjældne tilfælde ligefrem psykose, som alt for mange kvinder desværre oplever, når de står med deres nyfødte og bare ikke kan mærke den der candyfloss-lykke, de har hørt så meget om. Og føler sig forkerte. Tomme. Udmattede. Og som alt andet end Mødre med stort M.

Charlize Theron, der spiller hovedrollen som Marlo, der får en krise efter fødslen af sit tredje barn, har taget så tilstrækkeligt meget på, at hun faktisk ligner en helt almindelig kvinde, der har født tre børn. Men det er hendes spil, der først og fremmest gør hende både troværdig og svær ikke at få lyst til at give et kram gennem lærredet. For, som det også alt for ofte er tilfældet ude i virkeligheden, er der ingen, der ser, hvor meget hun egentlig kæmper. Mindst af alle hendes fraværende mand. Et veludført, og temmeligt chokerende, fortællemæssigt twist (der naturligvis ikke skal afsløres her) understreger alvoren og minder om, at vi skal huske at se hinanden. Virkelig se hinanden. Og reagere på advarselstegnene.

Rundt om det dybt alvorlige emne fortælles en lettere og ofte ganske morsom historie om livet som nybagt mor. Med en skiftevis kærlig og besk påmindelse om, at man skal passe på ikke at glemme sig selv, sine drømme og sine ambitioner her i livet. Det være sig, uanset om det er et barn, en partner eller et job, der gør, at ens behov pludselig bliver presset så langt bagud i køen, at de forsvinder helt ud af syne. Det lyder som lidt af et paradoks, at det lette og det tunge kan sameksistere i en film, men det lykkes – takket være en stor nænsomhed og et bundærligt manuskript, der i øvrigt blev skrevet, umiddelbart efter Diablo Cody selv blev mor for tredje gang.

Tully

Instruktør: Jason Reitman. Medvirkende: Charlize Theron, Mackenzie Davis.