Det er herligt at leve. Især her i den milde juletid, hvor alle bekymringer bør fordampe i den søde duft af gran og det bløde skær af levende lys. Julen er jo hjerternes tid, ikke smerternes.
Men som vi sikkert alle ved, kan der være stunder, hvor tilværelsen forekommer trøstesløs. Man kan blive grebet af en fortvivlet fornemmelse af, at man har forspildt sit liv, og i værste fald kan man måske endda blive ramt af en ulykkelig trang til at gøre en brat ende på dette liv.
Det er i hvert tilfælde, hvad der sker for George Bailey. Han er ellers en afholdt person i den lille by Bedford Falls i den amerikanske delstat Connecticut, og han har både børn og en køn kone.
Men hans drømme om at rejse ud i den store verden er aldrig blevet realiseret, og nu har han også fået økonomiske problemer, så i et deprimeret øjeblik vil George tage livet af sig ved at hoppe ud fra en bro.
Lyder det som en socialrealistisk nedtur? Overhovedet ikke, for nu dukker en engel ved navn Clarence op. Hans mission er at vise den desperate George, hvordan tilværelsen havde formet sig i Bedford Falls, hvis George aldrig var blevet født, og det får Clarence gjort så overbevisende, at den fortumlede George genvinder lysten til at leve.
Herligt for Bedford Falls og også godt for Clarence, der nemlig kun er engel af anden grad og ved at frelse George gør sig fortjent til at få vinger.
Lige til at tude over? Ja, mon ikke. Frank Capras film »Det er herligt at leve« fra 1946 er jule-tåreperseren over dem alle, og man græder uden at skamme sig, fordi filmen er så flot fortalt og så formidabelt spillet ikke mindst af James Stewart som guttermanden George.
Den ranglede stjerne sagde ellers i første omgang nej til rollen, fordi han ikke var i humør til den slags løjer lige efter Anden Verdenskrig, men heldigvis kom han på andre og bedre tanker – sikkert fordi han i forvejen kendte den mesterlige instruktør Frank Capra, der allerede på det tidspunkt var beundret for klassikere som »Det hændte en nat« og »En gentleman kommer til byen«.
Faktisk fik »Det er herligt at leve« ret blandede anmeldelser ved sin premiere i 1946, men den modtog alligevel fem Oscar-nomineringer og er siden bare vokset og vokset i popularitet. Den er baseret på Philip Van Dorens novelle »The Greatest Gift« – som Van Doren angiveligt skrev på et julekort! – men så markante forfattere som Dorothy Parker og Dalton Trumbo var anonymt med til at skrive filmens formfuldendte manuskript.
»Det er herligt at leve« – eller på engelsk »It’s a Wonderful Life« – rummer ud over James Stewarts’ bevægende indsats også smukke præstationer af Donna Reed som George Baileys trofaste kone og Henry Travers som den meget menneskelige engel Clarence.
Den vittige film argumenterer virkelig overbevisende for, at livet trods alle trakasserier er værd at leve, så det er ikke sært, at den for mange mennesker er blevet et fast, opmuntrende og livsbekræftende indslag i fejringen af julen.
»White Christmas« er grå
En medvirkende årsag til Capra-filmens udødelighed kan også være, at ganske vist findes der en del julefilm, men de fleste af dem er faktisk ikke så forfærdeligt gode.
Det gælder endda en klassiker som »White Christmas«, der i 1954 blev instrueret af selveste Michael Curtiz – manden bag »Casablanca« – med Bing Crosby og Danny Kaye i hovedrollerne samt en vigtig birolle til George Clooneys søde tante, den dengang meget populære sangerinde Rosemary Clooney.
Altsammen ganske hyggeligt, og Bing Crosbys udgave af sangen »White Christmas« var i mange år verdens mest solgte singleplade, men filmen holder trods Irving Berlins musik ikke til alt for mange gensyn, for handlingen er slap og ikke synderligt sjov.
Og amerikanerne er i dag også mere glade for Bob Clarks »A Christmas Story« (1983), der i de senere år har vundet voksende popularitet som en slags hipt alternativ til »Det er herligt at leve« – filmen er baseret på forfatteren Jean Shepherds humoristiske erindringer om at være dreng i 1940erne (Jean er trods navnet en mand) og rummer munter underholdning for både børn og voksne.
Bedre dansk jule-TV
Herhjemme har julen i årenes løb givet inspiration til bedre TV-serier end spillefilm. George Schnéevoigts »Nøddebo Præstegård« fra 1934 var i mange år fast indslag i biografernes julerepertoire, men ligner i dag en balsameret museumsgenstand med mere naturlig plads i en glasmontre end i en biograf.
Peer Guldbrandsens genindspilning fra 1974 af »Nøddebo Præstegård« er en halvtarvelig sag kemisk renset for ægte hygge, og Finn Henriksens vulgære drukkomedie »Julefrokosten« fra 1976 er så plat, at julemanden for længst burde have nedlagt fogedforbud mod den.
Da julehyggen blev stjålet
Måske er det den væmmelige Grinch, der har stjålet julehyggen? Denne mærkværdige skabning er titelfiguren i den amerikanske forfatter Dr. Seuss’ populære børnebog »How the Grinch Stole Christmas«, og den gjorde instruktøren Ron Howard i 2000 til en af de mest anstrengende julefilm nogensinde med et manisk opskruet tempo og en vildt overspillende Jim Carrey som den grønne Grinch, der til slut naturligvis omvendes og kommer til at elske julen.
Dermed er han jo beslægtet med verdens mest berygtede julehader, den tyranniske kværulant Ebenezer Scrooge fra Charles Dickens’ uopslidelige fortælling »A Christmas Carol«.
Den er filmatiseret flere gange i tidens løb – Alastair Sim var diabolsk veloplagt som Scrooge i Brian Desmond-Hursts udgave fra 1951 – og findes også som tegnefilm, men herhjemme har den trods sin opløftende morale aldrig slået an som fast bidrag til julens underholdning.
Nemt er det heller ikke at lave en vellykket julefilm, og hvor galt det kan gå, lader sig studere i Brian Levants skrækkelige »Jingle All the Way« fra 1996. Den har helt absurd Arnold Schwarzenegger i hovedrollen som fortravlet far på desperat jagt efter en julegave til sin søn, og skønt den senere guvernør virkelig af al magt forsøger at bilde os ind, at han er okay som skuespiller uden for actiongenren, lykkes det mildest talt ikke.
Rædslerne
Siden har det næsten virket, som om der hvilede en forbandelse over forsøgene på at producere julefilm, i hvert tilfælde i USA.
Chazz Palminteris seriøse »Hjerternes tid« (»Noel«) har gode medvirkende som Penélope Cruz og Alan Arkin, men er mærkeligt melankolsk på grænsen til det depressive, mens Joe Roths »Hjælp, det er jul« (»Christmas with the Kranks«) er en støjende farce med Tim Allen og Jamie Lee Curtis som ægteparret, der beslutter at tage på en eksotisk ferie i stedet for at blive hjemme i forstaden og holde traditionel jul, hvad de bliver straffet grundigt for (indtil de ligesom Grinch og Scrooge skifter mening).
Allerværst er Mike Mitchells rædselsfulde karikaturkomedie »Surviving Christmas« med Ben Affleck i en af sin karrieres værste præstationer – nu har han klogt valgt at blive instruktør i stedet, og der er juledag dansk premiere på hans ganske juleløse debutfilm »Gone Baby Gone« – mens Terry Zwigoffs »Bad Santa« bevidst forsøger at sabotere julehyggen ved provokerende at være en kulsort, politisk ukorrekt komedie med Billy Bob Thornton som fordrukken, liderlig og kriminel julemand. Det er ikke rigtigt morsomt.
Mageløst makværk
Til gengæld kan man begejstret anbefale en amerikansk julefilm, der ganske vist er lavet helt tilbage i 1964, men er ny på det danske DVD-marked, hvor selskabet Another World Entertainment netop har udsendt den.
Det drejer sig om Nicholas Websters »Santa Claus Conquers the Martians«, der handler om, at beboerne på Mars har bedrøvede børn og derfor flyver til Jorden (nærmere bestemt Nordpolen) og bortfører vores julemand, som herefter rodes ind i alskens skumle intriger oppe på Mars uden nogensinde at miste modet eller lysten til at sige »Ho-ho-ho«.
»Santa Claus Conquers the Martians« er værd at se, fordi den er en af de dårligste film nogensinde fremstillet. På en harmløs og godmodig måde er den så ufatteligt primitiv, at den er julefilmenes svar på Ed Woods berygtede »Plan 9 From Outer Space«, og man kan kun komme i funklende julehumør af at nyde så mageløst et makværk.
Bevinget julefilm
Alligevel må vi slutte, hvor vi begyndte. 1946 var et fantastisk år for filmkunsten, for i dette første fredelige år efter Anden Verdenskrigs afslutning vrimlede det med premierer på så prægtige film som David Leans »Det korte møde«, John Fords »My Darling Clementine«, Howard Hawks’ »Sternwoodmysteriet«, Charles Vidors »Gilda« og Alfred Hitchcocks »Berygtet« – lutter mesterværker, men over dem alle stråler og glimter på denne årstid Frank Capras »Det er herligt at leve« som verdens bedste julefilm.
Man glæder sig til at gense den, og man vil endnu en gang med tårer i øjnene fryde sig over, at den flinke engel Clarence gør sig fortjent til at få et par vinger. Den film er selv bevinget.
