Jernmand uden rust

»Iron Man 2« fylder ikke helt fodsporene ud efter den første. Men den er stadig veloplagt topunderholdning.

Robert Downey Jr. er igen suverænt spillende som den selvoptagede og arrogante men alligevel sympatiske superhelte-videnskabsmand i Iron Man 2. Fold sammen
Læs mere

Selv i den bølge af fornyelse af superheltegenren, der finder sted i disse år, skilte »Iron Man« sig i 2008 ud som særligt veltænkt og elegant eksekveret. Ikke nær så dyster som »Batman Begins« og ikke så ungdommelig poppet som »Kick-Ass«, men med sin helt egen charme af sarkasme og selvironi overfor hele superheltebegrebet.

At lave en opfølger til sådan en succes er selv sagt ikke nemt. Men folkene bag, ikke mindst instruktør Jon Favreau, der også lavede den første og i øvrigt kan ses i den nye film som den kluntede bodyguard Happy, er nu nået et godt stykke vej. I stedet for at bruge kræfterne på at udarbejde et snedigt og avanceret plot, koncentrerer »Iron Man 2« sig om at udvikle sine figurer, ikke mindst hovedrollen. Her får Robert Downey Jr., i forhold til den første film, endnu friere tøjler til at udfri sin selvoptagede, narcissistiske, storhedsvanvittige, arrogante og alligevel sympatiske Tony Stark. Våbenhandleren, der har set lyset og er blevet omvendt til at bruge sig selv som den ultimative bekæmper af krig i fredens navn.

Her i toeren er dét projekt lykkes. Stark er verdens mest magtfulde - populære - mand. Der er fred på kloden, og de eneste bekymringer, Iron Man alias Stark har, er, at det amerikanske militær forsøger at tiltuske sig hans midler, og så den lille bagatel, at han er døende. Heldigvis er man vel en genial opfinder og kan lige opdage et nyt grundstof, der kan redde én.

Det betyder, at Stark ingen værdig fjende har. Ikke før Ivan, søn af en forsmået russisk videnskabsmand, spillet af en sorthåret, fedtet udseende og guldtandet Mickey Rourke, vil have hævn over sin far og, næsten, har kapacitet til at give Stark kamp til stregen.

Men det forbliver hele tiden ved »næsten« og lige præcis det tager en del af spændingen ud af »Iron Man 2«. Ingen kan måle sig med Stark. Eller Robert Downey Jr. for den sags skyld, som helt igennem brillerer på den løsslupne overskudsagtige måde. Heller ikke engang Sam Rockwell som Stark-wannabeen, der vil konkurrere med Stark ved at give Ivan en hjælpende hånd. Hans performance som progressiv patetisk er ellers et frisk krydderi i et galleri, hvor bifigurerne - spillet af alt fra Samuel L. Jackson og Don Cheadle til Scarlett Johansson og Gwyneth Paltrow - tenderer til det automatpilotagtige.

Men selv om den ikke er helt fri for klicheer og superhelte-stereotyper, er »Iron Man 2« stadig i topklassen blandt fortsatte tegneseriefilmatiseringer. De visuelle effekter er nogle steder så gode, at de nærmest virker som 3D, og bliver på samme tid leveret så underspillet og så selvfølgeligt, at ens hjerte for superhelte svulmer af begejstring. Med en suveræn Downey Jr. i den flyvende frontspids er »Iron Man 2« måske ikke helt så god som sin forgænger, men absolut superhelteunderholdning i rustfri storform.