»Jeg er faktisk god, og jeg har faktisk gjort en forskel«

Medina, forfatterdebutanten Niels Henning Falk Jensby, Scarlett Johansson og Leonard Cohen har hovedrollerne i kulturnyhederne.

Danish Music Awards lørdag aften i Forum: Medina Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

I disse social medie-tider, kan det indimellem være en trøst at se, at den som bliver hånet allermest, får en egen værdighed i kraft af samme hån. Om det gælder popstjernen Medina, der er første indslag i denne mandags »Kulturnyheder«, afhænger givetvis af hvilke øjne, der ser (og hvilke ører der hører), men hun gav i hvert fald kritikerne svar på tiltale, da hun modtog Æresprisen ved Danish Music Awards.

- Prisen gør, at jeg kan modbevise dem, der gerne vil pille mig fra hinanden, og sige til dem "Se, jeg er faktisk god, og jeg har faktisk gjort en forskel, for ellers ville jeg ikke få sådan en pris her, sagde Medina, der fik prisen overrakt af Anne Linnet.

Ekstra Bladets Thomas Treo var en af dem, der mildt sagt var utilfreds med valget af Medina, og blev interviewet af sin egen avis, der spurgte hvorvidt man vil huske Medina i de kommende generationer?

- Så skal hun i hvert fald til at lave nogle ekstremt gode plader fra nu af. Jeg tror, hun vil blive husket på samme måde, som Britney Spears. Som en, der smed tøjet i nogle musikvideoer og satte en ny standard for, hvordan man kan iscenesætte sig selv. Men musikalsk er hun komplet intetsigende, sagde Thomas Treo.

Dagen efter prismodtagelsen takkede Medina sine fans på sin Facebookside. Og kritikerne blev ikke nævnt med et ord.

Denne weekend dannede Forum traditionen tro ramme til Bogmessen, og på scenerne sås en stribe personer der ikke normalt optræder med bøger, heriblandt Jimmy Jørgensen, Thomas Buttenschøn, Chris Minh Doky, Hilda Heick og Morten Remar.

Debutantprisen gik til Niels Henning Falk Jensbys homoerotiske »Techno« der ifølge Politikens journalist er en roman, »hvor talrige endetarmsåbninger efterlades blødende, og hvor kropssekreterne løber i en konstant strøm.«

Bogens redaktør på Gyldendal Ask Hansen betegnede »Techno« som en dannelsesroman, der i modsætning til andre af slagsen fokuserer på kroppen fremfor hjernen.

- Jeg er glad for, at en bog af denne type kan vinde debutantprisen. Det er en stærk debut og en hård roman, som kræver noget af sin læser, men som også vil gøre indtryk på alle der læser den, sagde Ask Hansen til Politiken.

På forfatterens facebookside, havde journalisten Nanna Balslev, videregivet en samtale mellem to ældre Bogforum-fans om »Techno«.

»Gråhåret dame 1 med briller og stort tørklæde i Politiken Plus-segmentet: Har du læst den bog, der vandt Debutantprisen?

Dame 2: Nej? Hvem er det?

Dame 1: Den hedder noget med musik.... Årh, nu kan jeg ikke huske det. Men den handler om et forhold mellem to bøsser. Den er virkelig VILD! Meget voldsom - de boller hele tiden!

Dame 2: Ej, hvor spændende. Den glæder jeg mig til at læse!«

Og til udlandet...

Efter mange måneders debat om filmatiseringen af manga-tegneserien »Ghost in the shell« kom filmens trailer lagt på Youtube.

Traileren bliver præsenteret af Scarlett Johansson, hvis kaukasiske træk er selve omdrejningspunktet i debatten. Mange af Hollywoods politisk korrekte kommentatorer, mener nemlig, at »Ghost in a shell« er endnu et eksempel på Hollywoods »whitewashing«-mani, hvor roman- og tegneseriefigurer, der oprindeligt har haft en anden etnisk baggrund, er blevet gjort hvide i filmversionerne.

Harmen har været voldsom i USA, mens det er knapt så sikkert, at det er en kritik der vækker genlyd i »Ghost In The Shell«s eget hjemland. Denne japaner gik på gaden for at få et indtryk af, hvordan hans landsfæller havde det med Scarlett Johansson i rollen som japansk androide.

Hvis der er en, der synes hævet over kritik, er det den canadiske sangskriver Leonard Cohen, der i weekenden blev begravet i Montreal. Hans søn Adam offentliggjorde følgende ord om sin far, der blev begravet ved siden af sine forældre.

- Der er så meget, jeg ønsker jeg kunne takke ham for, bare en sidste gang. Jeg vil takke ham for den tryghed han skænkede mig, for den visdom, han leverede, for marathon-samtalerne, og for hans blændende vid og humor. Jeg vil takke ham for at lære mig at elske Montreal og Grækenland. Og jeg vil takke ham for musikken; først til hans musik, der forførte mig som dreng, så for at opmuntre mig til at lave min egen musik, og endelig for det privilegium at kunne lave musik med ham.

Lørdag, på det amerikanske satireshow Saturday Night Live, indledte de også med en hyldest til Leonard Cohen, og fik samtidig begrædt, at showets favoritkandidat til præsidentembedet havde tabt det amerikanske valg. Komikeren Kate McKinnon (i rollen som Hillary Clinton) sidder ved klaveret og synger »Hallelujah« - næsten rent - og meget smukt.