Jeff Daniels og Jim Carrey sender dum-dum-kugler mod den politiske korrekthed

Ligesom forgængeren formår »Dum og Dummere 2« både at besidde et varmt hjerte og være brutalt politisk ukorrekt.

Jeff Daniels (t.v.) og Jim Carrey slår sig atter sammen og morskaben har ingen ende. Foto: Scanbox Fold sammen
Læs mere

Kan det passe, at der er en skuespiller med en enkelt replik i »Dum og Dummere 2«, der rent faktisk har Downs syndrom? Det er der, og på sin vis er det en detalje, der siger ret meget om Farrelly-brødrenes måde at lave komedie på.

Andre instruktører ville måske tøve med at caste en udviklingshæmmet ved siden af Jim Carrey og Jeff Daniels, der blot agerer åndeligt underbemidlede, men Farrelly-brødrene misser sjældent en chance for at trampe grundigt på de fine fornemmelser.

I deres kompetente hænder kan det være en både forfriskende og kvalmende oplevelse, altså nogenlunde som det må føles at tage en bid af en blå pissoirkugle.

Handlingen i »Dum og Dummere 2« lægger sig i forlængelse af den 20 år gamle etter og ligner også denne meget udskældte og elskede film i handlingen.

Harry (Jeff Daniels) og Lloyd (Jim Carrey) drager ud på en længere bilrejse for at finde den datter, som Harry ikke vidste, han havde fået med en ungdomskæreste. Han er nemlig nyrepatient og mangler en kompatibel donor.

Handlingen bliver hurtigt mere kompliceret, men de mange bizarre twist er egentlig mest staffage for at få afviklet en stribe skiftevis ulækre og urkomiske gags.

Meget minder om etterens oplæg: De to fæpander får følgeskab af en gangster, der ikke vil dem noget godt. Kvinder falder for deres charme, idet de fejlfortolker parrets idioti som fascinerende excentricitet.

Til gengæld har medlemmer af dyreriget sjældent godt af at tørne sammen med de dumme. Så når man hører en replik som: »Billy har en stor samling af sjældne tropefugle i sin lejlighed«, så ved man, at fjerene snart vil stå omkring i skyer.

Der er rigeligt at blive krænket over

Man skal have lup for at se nogen nævneværdig forskel i kvaliteten af humoren mellem etter og toer, og der lægges hårdt ud i første scene, da Harry besøger Lloyd på et hospital, hvor sidstnævnte har siddet i koma i 20 år, men surprise! – det var bare en joke!

Lloyd har nemlig bare fingeret, at han var komatøs, mens Harry gennem alle årene har skiftet spøgefuglens stomiposer og voksenbleer.

Det arbejde ser man gentaget i flere scener, hvis man ellers kan holde øjnene på biograflærredet.

Der er mængder af humor, der er chokerende politisk ukorrekt i »Dum og Dummere 2«, og den rettes ikke bare mod dyr og etniske grupper som kinesere og afroamerikanere, men også mod bøsser, machomænd, nørder, ældre og unge kvinder, bedsteborgere og politifolk.

Der er rigeligt at blive krænket over, hvis man har det behov, men så overser man, at Farrelly-brødrene har en stor, dunkende kærlighed til deres karakterer, der er fraværende i andre nutidige, grænseoverskridende komedier, som for eksempel »Hangover«-filmene.

Den varme tone i filmen underbygges som altid i Farrelly-filmene af et subtilt og sublimt soundtrack og den respekt, man opbygger for de hårdtarbejdende skuespillere.

Som for eksempelvis skønne Kathleen Turner, der udviser en beundringsværdig mangel på selvhøjtidelighed i rollen som Harry og Lloyds ungdomskæreste og lader det halve af røven hænge ud.

Ganske vist hænger den tatoverede smiley på hendes balle med smilehullerne, men der er masser at grine af i »Dum og Dummere 2«, og i den henseende er filmen en gave, der bliver ved med at give som en prut i en proppet folkevogn.

Hvad: »Dum og Dummere 2«.

Hvem: Instruktører: Peter og Bobby Farrelly. Medvirkende: Jim Carrey og Jeff Daniels.

Hvor: Biografer over hele landet.