Jagten på sandheden

James Vanderbilts »Truth« er et velskrevet og meget velspillet partsindlæg, hvor man længes efter det store perspektiv: Sandheden.

Cate Blanchett og Robert Redford (tv) er intenst, intelligent og underholdende selskab i »Truth«. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Robert Redford og Cate Blanchett er to af verdens bedste skuespillere. Der er faktisk meget få mennesker, denne anmelder hellere vil tilbringe et par timer i selskab med på det store lærred. De er solidt, intelligent og troværdigt selskab. Tre egenskaber, der også kendetegner den rigtig gode nyhedsjournalist.

Det er derfor ikke så underligt, at James Vanderbilt har valgt netop de to som frontfigurer i dramaet »Truth«, der spoler tiden 11 år tilbage, til 2004, hvor en skandale på den amerikanske TV-kanal CBS betød enden på to af kanalens mest feterede profilers karrierer.

TV-producer Mary Mapes er på højden af sin karriere og har netop stået bag en prisvindende historie om fængslet i Abu Graib, hvor amerikanske soldater torturerede irakiske fanger.

Hun får derfor helt frie hænder til at vælge sit hold, da hun beslutter sig for at undersøge rygter om, at George W. Bush, der står foran muligt genvalg til sin anden periode som præsident, slap for militærtjeneste ved at snyde sig ind i The National Guard, hvor han angiveligt var rent pro forma.

Efter forgæves at have prøvet at indhente kommentarer fra de mere oplagte kilder, falder Mapes og hendes hold over nogle notater, der tilsyneladende bakker tesen op, og ud fra dem begynder historien at tage form. Ikke mindst da den legendariske nyhedsoplæser Dan Rather siger ja til at præsentere den i nyhedsprogrammet 60 Minutes.

Men er dokumenterne ægte? Det bliver der sat spørgsmålstegn ved, efter at udsendelsen er blevet sendt, og så ruller skandalen ellers. Desperat prøver Mary Mapes at redde ikke bare sin egen karriere, men også Dan Rathers i en kamp mod medier, tid og ikke mindst en ledelse, der vælger ikke at bakke hende op af frygt for, hvad det kan betyde for CBS.

»Truth« er både skrevet og instrueret af James Vanderbilt, der også stod bag manuskriptet til David Finchers journalistthriller »Zodiac«, og han kender de journalistiske arbejdsgange. Derfor bør »Truth« da også først og fremmest ses som en spændende historie om metoder, dedikation, integritet, opofrelse og ofringer. Og som en påmindelse om, at ingen journalist er bedre end sin seneste historie.

For selv om Mary Mapes er CBS’ guldkalv, har de ingen problemer med at slagte hende, da hun først begynder at vise svaghedstegn. Cate Blanchett er intet mindre end formidabel i rollen: Skrap, nådesløs, halv-alkoholiseret, men også sårbar og menneskelig. Over for hende er Robert Redford en klippe. En påmindelse om tidligere tider, hvor hæderlighed gik forud for sensation.

Som drama betragtet er »Truth« både underholdende og engagerende, men tvivlen sidder der hele tiden som en irriterende sten i skoen.

Hvad skete der egentlig? Hvem havde ret? »Truth« er baseret på Mary Mapes egen erindringsbog fra 2005, »Truth and Duty: The Press, The President, and the Privilege of Power«, og det kan derfor ikke undgås, at »Truth« i lidt for høj grad kommer til at ligne et partsindlæg i en debat, der fyldte mediefladen for 11 år siden, men siden er blevet glemt.

Lige som Mary Mapes, der aldrig siden fik en tilsvarende karriere. Sandheden? Den er der stadig ingen, der kender.

Hvad: »Truth«.

Hvem: Instruktør: James Vanderbilt.

Medvirkende: Cate Blanchett, Robert Redford.

Hvor: Premiere over hele landet.