Jagten på sandheden

»Chongqing Blues« er en stærk og bevægende beretning om en sørgende fars søgen.

Filmen »Chongqing Blues« er baseret på en sand historie. Wang Xueqi spiller rollen som sørgende sømand. Fold sammen
Læs mere
Foto: fra filmen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En sømand går i land og indleder sin helt private efterforskning for at finde ud af, hvorfor hans voksne søn - som han ikke har set i 14 år - seks måneder tidligere er blevet dræbt af politiet efter et konfust gidseldrama i et supermarked.

Den sørgende og skyldplagede mand løber længe panden mod en mur af uvillig tavshed, men han nægter at give op, og efterhånden toner den i og for sig ganske banale baggrund for den tragiske begivenhed frem. Spørgsmålet bliver da, om sømanden via denne viden kan finde en form for fred og forsoning med en forspildt fortid og med sin dårlige samvittighed.

Dette både universelle og eksistentielle drama udfolder sig i den arkitektonisk hæslige, men også sært fængslende kinesiske storby Chongqing, der ligger i den sydlige Sichuan-provins, og hvis på én gang farverige og skrammede miljøer spiller en vigtig rolle i Wang Xiaoshuais billedstærke film.

Ægte nærvær

Den stædige sømand er i konstant bevægelse på sin jagt efter sandheden, og filmen følger ham tæt med et håndholdt kamera, som skaber en vibrerende fornemmelse af ægte nærvær. Man bliver virkelig voldsomt optaget af, hvordan det skal gå den høflige og ydmygt værdige mand, der spilles stilfærdigt gribende af Wang Xueqi med det furede, melankolske ansigt.

Sønnens sørgelige skæbne skildres i flashbacks, der til sidst truer med at gøre filmen for lang og for tematung, men det meste af tiden traver man ivrigt i hælene på hovedpersonen og græmmer sig, når han endnu en gang bliver afvist - ikke mindst af sin forbitrede ekskone, som overhovedet ikke vil tale med ham.

Man får med den dybt emotionelle, men helt usentimentale »Chongqing Blues« en smuk bekræftelse af, at hvor eksotisk og fremmedartet miljøet end fremtræder, er de basale menneskelige følelser dog éns overalt på kloden. For eksempel den pinefulde følelse af at have svigtet et andet menneske.