Jack Nicholsons i sit livs pinligste rolle

»Alt hvad du har« er uforskammet amatøragtig.

Jack Nicholson leverer en af sin karrieres mindst mindeværdige præstationer i den umorsomme komedie »Alt hvad du har«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Alt hvad du har« er en absurd komedie, og det skal ikke forstås som en genrebetegnelse. Instruktøren James L. Brooks har lavet fremragende film som »As good as it gets« og »Tid til kærtegn«, og det må være derfor, stjernerne Reese Witherspoon, Owen Wilson og Jack Nicholson har sagt ja til at være med.

En romantisk komedie er den, men desværre hverken morsom eller i stand til at få vores hjerter til at banke bare lidt hurtigere på hovedpersonernes vegne. 

Witherspoon spiller Lisa, en professionel softballspiller, der sættes af holdet og skal lære at gebærde sig uden for elitesportens univers. Det er hun angiveligt så dårlig til, at hun danner par med baseballspilleren Matty og tror, at hans selvfede Casanovastil er gangbar kæresteopførsel.

Owen Wilson er lige ved at være sjov som sportsidioten, der finder sin drømmepige, men fordi næsten ingenting fungerer i »Alt hvad du har«, kan selv ikke hans charmerende fladpandede Owen Wilsonske selvironi redde noget.

Elendigt manuskript

Paul Rudd, der i TV-serien »Friends« var Phoebes kæreste Mike, har den rigtige sødme som helten George. Her får han skylden for sin fars økonomiske forbrydelser – Jack Nicholson i sit livs mest pinlige rolle – og får håbet tilbage, da han møder Lisa.

Men alle spiller, som om de stod i kviksand til navlen, og man kan se i skuespillernes ansigter, at de for sent har opdaget, at manuskriptet er elendigt. Læg dertil komik instrueret som et afsnit af den britiske komiker Benny Hills show med den ene mere ligegyldige forvikling efter den anden, og tilsammen får du to timer i kedsomhedens helvede.

At George skal vælge, om han på sin fars opfordring vil tage hans fængselsstraf er et eksempel på, hvor ujævn denne genrefilm er.  

Det er skønt, at Hollywood nu producerer romantiske komedier med midaldrende kvinder som »Det’ indviklet« med Meryl Streep. Men i traditionelle »boy meets girl«-film går det ikke at få snart 40-årige stjerner til at rende rundt og lege forelskede teenagere.

Desuden er skuespillerne tydeligvis selv så trætte af de romantiske stereotyper, at de og publikum i fællesskab må gabe sig igennem »Alt hvad du har«.