Iransk filmmesterværk skal ganske enkelt ses

Asghar Farhadis »Fortiden« begynder som et portræt af et havareret forhold, men forvandles til en malstrøm af en intrige, hvor enkelte replikker og ansigtsudtryk har vidtrækkende betydning.

Samir (Tahar Rahim) og Marie (Bérénice Bejo) roder op i »Fortiden« af Asghar Farhadi. PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Woody Allen lavede sin Paris-film, »Midnight In Paris«, etablerede han filmens baggrund med en række smukke regnvejrsbilleder af gaderne i byernes by. I den iranske mesterinstruktør Asghar Farhadis »Fortiden«, der også foregår i Paris, ser man ikke et eneste billede af den kendte skyline.

At Paris er gjort nærmest demonstrativt anonym, er ikke tilfældigt. Farhadis dramaer kunne foregå hvor som helst, fordi hans emne er det almenmenneskelige, og hans specialitet er at dykke ned i og udfolde dette emne, så det bliver spændende som en hårdt opstrenget thriller. Efter at Farhadis forrige film, »Nader og Simin – en separation«, blev mødt med kritikernes begejstring, en Guldbjørn ved filmfestivalen i Berlin og en Oscar i 2012 for »Bedste ikke-engelsksprogede film«, har forventningerne til den fransksprogede »Fortiden« været meget høje.

Man har af samme grund lagt lidt an til en skuffelse, idet de fleste instruktører mister overblikket, når de skal arbejde på et sprog, der ikke er deres eget. Når man ovenikøbet ved, at Farhadi har benyttet tolk hele vejen igennem optagelserne, er det derfor en behagelig opdagelse, at »Fortiden« er fuldt ud så psykologisk præcis og vedholdende engagerende som »Nader og Simin – en separation«.

Ved første øjekast forekommer filmens plot såre enkelt, men vokser i kompleksitet for hver ny scene og ny karakter, der introduceres. Ahmad (Ali Mosaffa) er en iransk mand, der efter fire års ophold i Iran rejser til Paris for at blive endeligt skilt fra sin fraseparerede franske kone Marie (Bérénice Bejo). Trods dette oplæg, står det dog hurtigt klart, at »Fortiden« slet ikke handler om kulturforskelle.

I stedet bruges første tredjedel af filmen ganske uforceret på at beskrive Maries ret indviklede relationer med den ny kæreste Samir (Tahar Rahim), hvis ekskone ligger i koma på et hospital efter et selvmordsforsøg. Den komaramte kvindes dreng bor hos Marie, hvor også en voksen datter af et tidligere, tredje forhold bor. Da Ahmad ankommer, tvinges familien til at åbne op for en fortid, den ellers har forsøgt at lægge låg på.

Fortiden revurderes

Det rolige, men vedholdende tempo anslås ud fra instruktørens specifikke målsætning om at undersøge, hvordan fortiden hele tiden må revurderes, hver gang man tilføjer en ny facet af den til det billede, som personerne i filmens nutid (og filmens publikum) har dannet sig. Måske skyldes ekskonens selvmordsforsøg ikke, som først antydet, at hun havde opdaget en affære mellem hendes mand og Marie.

At redegøre yderligere for detaljer i et plot, der konstant knopskyder i overraskende, men aldrig usandsynlige retninger, ville svække oplevelsen af filmens virtuose og højintelligente intrige. Ganske som i »Nader og Simin – en separation«, begynder »Fortiden« som et tætvævet portræt af et grundstødt forhold, men snart forvandles det til en Hitchcock-agtig malstrøm, hvor hver replik, ansigtsudtryk, en tåre og sågar en bestemt håndbevægelse har vidtrækkende betydning.

Det skal ganske enkelt ses. Gå til filmen med vågen opmærksomhed, brug derefter nogle timer på at snakke den igennem med en medpublikummer og kast så et røntgenblik på jeres egen fortid.

Hvad: »Fortiden«.

Hvem: Instruktør: Asghar Farhadi. Medvirkende: Bérénice Bejo og Tahir Rahim.

Hvor: Grand Teatret, Dagmar, m.m.