Intet nyt er godt nyt fra finsk films fyrtårn

Aki Kaurismäki arbejder videre på at vise flygtninge som mennesker, og han er samtidig tro mod sin sparsomme, underspillede og meget aparte form for samfundssatire.

Stillfoto fra Lys i mørket

I Danmark har vi Lars von Trier, i Spanien har de Pedro Almodóvar og i Sverige har de Roy Andersson. Geniale filminstruktører, der profilerer deres lande udad til, når det gælder intellektuelle film, men hvis film ikke altid bliver set af så mange i hjemlandet. Dertil er de for ambitiøse, særegne og rent ud sagt tossede. De er filmens gale videnskabsmænd og hurra for dem.

Heldigvis kan de blive ved med at lave film, fordi de har en mindre skare af dedikerede følgere i næsten hvert eneste af verdens lande. Og selvfølgelig også fordi der i alle led af filmbranchen trods behovet for at skabe overskud er mennesker, for hvem kunst betyder mere end penge. I Finland har de Aki Kaurismäki, der laver film så aparte og med så små armbevægelser, at det har taget mig mange år at sætte pris på hans underfundige løjerligheder.

Kaurismäki fortæller i ”Lys i mørket”, det han selv kalder for en historie, der skal ryste den europæiske måde at se på flygtninge på. Nemlig enten som ofre eller som arrogante økonomiske indvandrere. Det gør han ved at sætte fokus på to personer. Khaled er en flygtning fra Syrien, der dukker op i en bunke kul i bunden af en båd i Helsinki. Midt i filmen krydser han spor med en midaldrende finsk salgsrejsende i skjorter, der også er i færd med et sporskifte i livet. Han har forladt sin drikfældige kone og vil åbne en restaurant.

Som sædvanlig har Kaurismäki en svaghed for et stiliseret affolket univers, hvor de medvirkende ofte ryger cigaretter og kigger melankolsk ud i luften. Scenografien er brunlig og rekvisitterne er ofte fra for flere årtier siden. Udtrykket er altmodisch og humoren er minimalistisk, men det er dejligt nemt som publikum at trække vejret og tænke selv, fordi udtrykket er så sparsomt.

Måske mangler Kaurismäki i denne omgang lidt mere desperation og humor for at nå niveauet for sine bedste film som for eksempel ”Manden uden fortid” (2002) og de store værker fra 1980’erne og 1990’erne. Men ud over at være tematisk beslægtet med hans forrige film ”Miraklet i Le Havre” (2011) er ”Lys i mørket” lige så solid og fængslende, og da den finske særlings niveau generelt er højt, kan man leve med ikke at få serveret et mesterværk hver eneste gang.

Hvad: Lys i mørket. Hvem: Instruktør: Aki Kaurismaki. Medvirkende: Sherwan Haji, Sakari Kuosmanen, Ilkka Koivula, Janne Hyytiainen. Hvor: Premiere over hele landet.