USA er besat af familien. Far, mor og børn er det centrum, hvorom alt andet drejer, og intet synes vigtigere end netop dette: At være del af en solid familie.
Det afspejles også i animationsfilmene, der oftest retter sig mod fremtidens værdibærere, nemlig børnene, og »Grusomme mig 3« er ingen undtagelse.
At familien her består af Gru, der har adopteret sine tre døtre og giftet sig med agenten Lucy, er ikke så vigtigt, altså om den er biologisk, men derimod at de udgør et lille fællesskab af sunde værdier.
Den fortælling foldes ind i en anden om den tidligere kriminelle Gru, der nu jager superskurken Bratt, som var børnestjerne i 1980erne, men efter år uden for rampelyset er vendt tilbage i en ond, grisk og opmærksomhedssøgende voksenudgave.
Kampen mellem Gru og Bratt er filmens dramatiske motor, men det er nu de kuriøse sidehistorier, som gør filmen værd at se. Ikke mindst dem, hvor Minions – der også har deres egen filmserie – er på spil. De her små, uvorne væsener, som har meget svært ved at acceptere, at Gru nu arbejder for og ikke imod loven.
Der er i det hele taget noget befriende ved, at det ikke kun er det renhjertede og opbyggelige, der får plads, men også det grove og det bøllede.
Men det er ikke en amerikansk film for ingenting, så inderst inde har de fleste hjerter af guld, og under sine ukorrektheder er »Grusomme mig 3« en politisk korrekt film. Dog aldrig på måder, som trækker humoren eller underholdningsniveauet ned, og alt er sat i scene med flotte, farvemættede animationer.
Der er ikke sparet på noget, og der er også tænkt på de voksne, der går med børnene ind i biografmørket og kan muntre sig med en stribe hilsener til 1980erne og ikke mindst dens pop. Så det er faktisk let at holde sig vågen. Mens de små sidder og ser op på det kulørte lærred.
Grusomme mig 3. Instruktør: Pierre Coffin. Danske stemmer: Søren Sætter-Lassen, Vicki Berlin. Premiere over hele landet.
