Indiana Jones 5 måske på vej

Steven Spielberg afviser ikke endnu en Indiana Jones film. Samtidig florerer der rygter om, at Harrison Ford ikke længere skal være frontfigur.

Rygterne svirrer om, hvorvidt Shia LaBeouf (i midten) skal være ny frontmand i kommende Indiana Jones film. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vincent Kessler / Reuters

Anmelderne er vilde med den nyeste film om Indiana Jones' eventyr (nummer fire i rækken), og måske skal fans ikke vente alt for lang tid på den femte film. Steven Spielberg vil i hvert fald ikke afvise, at der er endnu en film i vente.

På en pressekonference på filmfestivalen i Cannes, hvor "Indiana Jones og krystalkraniets kongerige" har haft verdenspremiere, sagde Spielberg, at han sagtens kunne forestille sig at lave en film nummer fem:

»Men kun hvis I vil have mere.«

Hvis man ser på modtagelsen af den fjerde film, er det bestemt ikke urealistisk. Berlingske Tidendes anmelder Kristian Lindberg har givet filmen fem ud af seks stjerner, og den holdning er langt de fleste danske og internationale anmeldere enig i. Hvad fansene mener, må vi dog vente lidt med. Filmen får premiere i biografer verden over torsdag den 22. maj. Og her vil Spielberg høre godt efter ønsker om mere Indy, lover han.

»Det er derfor vi lavede den film. Vi vil helt sikkert lytte på vandrørene, for at finde ud af, hvad der sker,« siger han.

Ny Indiana Jones?
Mens Indy-fans spændt venter på at komme i biografen på torsdag, så er rygterne om den næste film i rækken allerede i fuld flor på nettet.

Her har spekulationerne længe været livlige omkring, at Shia LaBeouf, som spiller Indiana Jones' sidekick i den nye film, skal overtage hovedrollen i en eventuel femmer - og sekser og syver.

Der har længe været lukket for informationerne i den retning fra mændene bag Indiana Jones-filmene, men George Lucas - som er producer for serien - har i et interview med Fox News, fortalt om sine planer:

»Jeg har ikke fortalt dette til Steven (Spielberg, red.) eller Harrison (Ford, red.) endnu. Men jeg har en ide om at gøre Shia (LaBeouf, red.) til hovedpersonen næste gang, og få Harrison tilbage på samme måde som Sean Connery i den forrige film. Jeg kan sagtens se det fungere,« siger George Lucas.