Ikke meget at grine ad

Franske Liza Azuelos er efter succes med »LOL« (forkortelse for »laugh out loud«) i sit hjemland gået med til at lave en amerikansk remake med Miley Cyrus i hovedrollen.

Hun burde have afholdt sig fra det. Teenagerne i noget, der ligner den sædvanlige historie om hjertekvaler i gymnasiet, er renskurede og forenklede og ikke særligt interessante at følge. Men hvad værre er, så er deres forældre helt og aldeles frygtelige og forbudsagtige.

Demi Moore spiller mor til Lola (Cyrus) og med hendes omklamrende opførsel forstår man godt, hvorfor Lola ikke har et godt liv. Det meste af filmen er holdt nogenlunde munter trods fortrædelighederne, men i betragtning af, at filmen oprindeligt er fransk, kommer »LOL« ikke mange centimeter forbi klassisk cementerede kønsrollemønstre, teenagere med et usandsynligt smalt syn på livet og forfærdelige forældre, hvis egen skyld det er, at de skaber ligegyldige børn. Er amerikanerne virkelig sådan? Er vi? Jeg griner måske nok højt, men det er af nervøsitet.