Idolet fra Gaza-striben

En ordinær film om en palæstinensisk dreng, der kommer til tops i sangkonkurrencen Arab Idol, er iørefaldende og stiger i værdi, fordi den har politisk kant.

Filmens hovedperson, Mohammed, kommer med i »Arab Idol«, ligesom en palæstinensisk dreng gjorde i virkeligheden og dermed skabte håb i regionen. Foto: PR
Læs mere
Fold sammen

Palæstinensiske Hany Abu-Assad laver film, der sigter målrettet efter, at vi skal få øjnene op for mekanismer, der, hvis de afmonteres, måske kan føre til fred.

Hans nye film, »Idol«, er dog lettere end både »Omar«(2013) og især »Paradise Now« (2005), der handlede om rekruttering af selvmordsbombere. »Idol« er både mindre dramatisk og mere banal. I hvert fald tilsyneladende.

Vi bliver inviteret ind til en lille gruppe børn i Gaza-striben, der drømmer om at blive musikere. De laver et band, hvor de slår på gamle, tomme plasticdunke og må tænke sig til resten. Blandt de fire er det drengen Mohammed med den fantastiske stemme og hans superfriske og nævenyttige lillesøster, der driver drømmen fremad.

De vil lave et rigtigt band, men har ikke penge nok til instrumenter. Og selv om de blandt andet bliver snydt af en hæler, der tager deres penge uden at give dem noget retur, bliver de ved med at tro på sagen, og de bekræfter hinanden i slagsætninger som: »Vi bliver stjerner en dag, og vi ændrer verden«.

Første del af filmen skæmmes lidt af, at vi skal tvangsfodres med en del klichésætninger som ovennævnte. Virkelige børn taler jo ikke i manuskriptforfatterklichéer – de taler i gåder.

»Idol« er således såre banal i sin historie og måske især, når den ses fra et Danmark, hvor der ikke er så meget på spil, hverken politisk eller i forhold til at få en ordentlig hverdag.

Baseret på en virkelig historie

Som ung mand kommer Mohammed med i sangkonkurrencen »Arab Idol«, og det hele er baseret på en sand historie om en palæstinensisk dreng, der rent faktisk gik hele vejen og blev et samlende håb for en region, der savnede en succeshistorie.

Selv om Mohammed får kvababbelse over at blive spændt for en politisk vogn, synger han sit folks smerte helt ud ved hjælp af minderne om barndommen og sjæle omkring ham, der kan se symbolværdien i, at en dreng fra Gaza-striben synger konkurrenter fra det meste af Mellemøsten sønder og sammen.

Hvis ikke det lige var, fordi filmen var baseret på en sand historie, kunne man godt fristes til at støde den fra sig. Den slags skæbner er set på film mange gange og i øvrigt meget bedre og mere spændende før.

Men i og med at Mohammed er en slags Paul Potts med politisk kant, bliver »Idol« interessant. Især hvis man har tilknytning til den region, hvor filmen foregår.

Hvad: »Idol«.

Hvem: Instruktør: Hany Abu-Assad. Medvirkende: Tawfeek Bahom, Nadine Labaki.

Hvor: Premiere over hele landet.