I skyggen af Daft Punk

Turen fra stjernedage ind i middelmådigheden med en fransk DJ er både umiddelbart fascinerende og fyldt med spejle, man kan holde op imod ens egne drømme.

Paul (Félix de Givry) har en drøm om at blive DJ. Det lykkes, men kan man være det hele livet? Fold sammen
Læs mere

Allerede i filmens indledning ser man tydeligt Mia Hansen-Løves talent som filminstruktør. De allerførste scener viser en flok unge, der går gennem den mørke nat efter et rave-party i 1992. Tilbage dengang hvor den elektroniske musik blev stor. Det bliver gradvis lysere og i de efterfølgende scener, der med småsnak virker meget realistiske og giver et godt indblik i miljøet. Introduktionen er leveret med originalitet, overskud og en stærk tro på, at naturalismen kan bære igennem.

Sådan fortsætter Løve sin fortælling om Paul i punktnedslag, der i sin form godt kan minde om »Boyhood«. Vi begynder i 1992, så hopper vi til 1995 og så videre, indtil vi ender næsten oppe i nutiden. Paul læser egentlig litteratur, men han danner med en af sine venner en DJ-duo, der får en vis succes. Pengene følger ikke nødvendigvis med i større mængder end, at huslejen lige netop kan betales og et uhøjtideligt forbrug af kokain kan vedligeholdes.

Drengenes musik kaldes »garage« og beskrives som en afart af housemusikken. Euforisk og melankolsk på samme tid. Som en markør for den succes, kun de bedste kan opnå, dukker de to stille mænd fra Daft Punk op i ny og næ i samme miljø, mens deres musik også præger soundtracket ved siden af en masse andet god musik. Det er hårdt ikke at være Daft Punk, ligesom det er hårdt at være topscorer i Danmarksserien i fodbold og ikke være Nicklas Bendtner. Livet er i det hele taget hårdt og hvornår skal man opgive sin drøm? Når man for femte gang må låne penge af sin mor eller når man til sidst spiller til en fest, hvor der næsten ikke er folk på dansegulvet?

Mia Hansen-Løve har fanget miljøet i det sorgløse natteliv meget fint, og selv om man kan indvende, at vi tilbringer rigelig tid med Paul i de godt to timer, filmen varer, rammer den tematisk så mange eksistentielle spørgsmål, at jeg hele vejen var dybt fascineret. Det er sjældent at være vidne til en hovedperson i en art cinemafilm, man ligefrem har lyst til at give et kæmpekram bagefter.

Skal man have det fulde udbytte af temaerne i »Eden«, skal man være sig sit eget kald eller sine egne problemer bevidst. Er man det, er turen ligeså god som to timer i kyndige terapeutiske hænder.

Hvad: »Eden«.

Hvem: Instruktør: Mia Hansen-Løve. Medvirkende: Félix de Givry, Pauline Etienne, Hugo Conzelman.

Hvor: Biografer over hele landet.