Hvad er der sket med den engang så højt besungne danske børne/unge-film? Hvad er der sket med den sødmefulde charme i »Busters Verden«? Hvad er der sket med den vilde komik i »Max Pinlig«-filmene? De spørgsmål maser sig på, når man ser den ny ungdomsfilm »Detektiverne«, der helt mangler disse kvaliteter.
Søvngængeragtigt genbruger den skabeloner fra mange lignende discount-film i genren. Man introduceres med betontung karaktertegning og pivende falskt klingende dialoger til tre »vakse« outsidere: den 13-årige øko-aktivist Matilde, den tekniske nørd Tobias og den overvægtige Gustav, der tilsammen beslutter sig for at lave et detektivbureau.
Anledningen til bureauet er et PSP-møde med en kvindelig politiinspektør, der hævder, at politiets vigtigste opgaver er dem, der skaffer ordensmagten omtale i medierne. At hun fremfører denne bizarre påstand under sit møde med en skoleklasse giver ikke engang mening i filmens eget forskruede univers, men siger alt om den tilfældigt sammenflikkede handling.
Som for at opveje den halvbagte præmis har instruktøren til gengæld udstyret »Detektiverne« med nogle narkobanditter, der i råhed ville klæde en dyster voksen-thriller. Alene åbningsscenen, hvor to gangstere slæber en bevidstløs mand gennem en øde lagerbygning, tilføjer prompte filmen en skærende følelse af utryghed ved, hvad et ungt publikum skal udsættes for i resten af filmen.Der er som sådan ikke noget galt med Alexandre Willaumes præstation som narkobagmand. Hans lynende hidsighed ville passe glimrende ind i en ny »Pusher«-film, mens underlægningsmusikkens bombastiske pauker og basuner snarere leder tankerne hen på »Terminator 2: Dommedag«. »Detektiverne«s pauvre scenografi sikrer dog, at helheden aldrig får større troværdighed end et ambitiøst stykke skoleteater. Banditternes planer bliver møjsommeligt pindet ud, når de indbyrdes diskuterer detaljer i deres lyssky business: »Vi har en masse hvidt pulver, vi skal have solgt nede i den gamle havn,« siger de, mens de tre detektiver lytter med lange ører.
Fjollede håndlangere
Det er dog ikke postuleret vold og uhygge det hele. De normalt så mesterligt komiske talenter som Jonas Schmidt og Jens Andersen fylder ganske mange scener som fjollede håndlangere, uden at der kommer andet ud af det, end at man af flovhed må kigge væk fra biograflærredet og skære tænder.
»Detektiverne« er instrueret af Esben Tønnesen, der tidligere har skabt reklamefilm for blandt andre Gøl Pølser og Fitness World. Denne metier har han ikke lagt bag sig.
»Detektiverne« er nemlig blandt andet finansieret af kabel-TV-selskabet Stofa, hvilket med tåkrummende tydelighed fremgår af en scene midt i filmen, hvor en af de unge detektiver bliver bedt om at passe sin lillesøster. Men de behøver ikke kede sig. Helt uden sammenhæng siger moderen nemlig med et smil: »For vi har netop bestilt smart-TV fra Stofa!«. Klip til Stofa-mand, der også smiler og vinker tilbage til kameraet. Og i tankerne klipper publikum dernæst til de ansatte i Stofas marketingafdeling, der klasker hinanden på skuldrene for dette raffinerede bidrag til filmkunsten.
Med sin elegante product placement kan »Detektiverne« faktisk ses som et indlæg i den kommende debat om den offentlige filmstøtte. Uden den støtte behøver børn og forældre i biografen aldrig mere være i tvivl, om det er en reklame, de ser, eller ej. Det vil nemlig altid være en reklame, og for dette tydelige budskab bør »Detektiverne« have tak. Men kun for dette budskab.
Hvad: »Detektiverne«.
Hvem: Af Esben Tønnesen. Med bla. Alexandre Willaume og Beate Bille.
Hvor: Biografer over hele landet.
