Efter at Peter Jackson i 2012 tilfredsstillende fik etableret sit koncept for sin »Hobbitten«-trilogi med »En uventet rejse«s blanding af atmosfærefyldte gotiske landskaber og ærværdige og troværdige dværge, kan det i sidste afsnit, »Femhæreslaget«, ikke længere skjules, at det litterære forlæg er blevet bredt meget tyndt ud.
Det kan ikke rigtigt være anderledes, uanset hvor meget filmmagi man hælder i universet. Tolkiens »Ringenes Herre«-fortællinger talte trods alt cirka seks gange så mange sider som forgængeren »Hobbitten«, der oprindeligt var tænkt som en avanceret børnebog.
Ikke desto mindre bliver der kun brugt minimal tid på at introducere forhistorien eller karaktererne, idet Peter Jackson tydeligt forudsætter, at publikum er indforstået med, hvem der er boss i Herredet, Gondor og så videre.
Faktisk begynder »Femhæreslaget« noget hovedkulds dér, hvor toeren »Dragen Smaugs ødemark« endte, nemlig med Smaugs angreb på Søby for foden af Det Ensomme Bjerg, og man fornemmer, at trilogien til dels er skrevet og skruet sammen, så at den for fremtiden kan maraton-kigges i et langt udmattende hug.
Smaugs napalm-ånde og nedbrænding af Søby er et visuelt slagnummer i »Femhæreslaget«, og man holder vejret, som sad man selv og manglede ilt i brandstormen, men med tanke på, hvor meget foregående film byggede op til mødet med Smaug, er det dog forbavsende, hvor hurtigt den læspende slyngel bliver aflivet af Bard Buemand (Luke Evans med prægtig moustache).
Hermed er der gjort plads til »Femhæreslaget«s egentlige kerne: Dværgekongen Thorin Egeskjolds samvittighedskonflikt, efter at han har kæmpet sig tilbage til den trone, som var blevet ham berøvet af Smaug. Skal han forskanse sig i Det Ensomme Bjerg med sin guldskat, som både mennesker, elvere og orker nu vil have fingre og kløer i? Eller skal han vise sig sin genvundne trone værdig og engagere sig i det afsluttende slag mellem det gode og det onde?
Fra ædel kriger til guldtørstig tyran
Richard Armitage er klart den skuespiller, der er mest på arbejde i »Femhæreslaget«, og hans transformation fra ædel kriger til guldtørstig tyran spejler den tilsvarende personlighedsforstyrrelse, der rammer bærerne af Herskerringen i »Ringenes Herre«-filmene, ikke mindst i en suggestiv scene, hvor Thorin forestiller sig at blive suget ned i en malstrøm af rent guld.
Armitages ansigt er velgørende at iagttage i en film, der til tider føles næsten druknet i computerskabte billeder. De menneskelige tilbøjeligheder og svagheder, der besjælede såvel de enkelte konger, riddere, elvere og dværge i »Ringenes Herre«-sagaen, får ikke megen tid mellem de endeløse rækker af computergenererede figurer, der tramper frem mod Det Ensomme Bjerg.
Når det så er sagt, så er selve titel-slaget så imponerende som alle de foregående sammenstød i Hobbitten-filmene. Jo hårdere orkerne kommer, desto hårdere falder de, mens elverne hopper over geledderne i fræk vikingestil. Legolas rammer aldrig ved siden af med sin bue. Til gengæld løber han tør for pile på et afgørende tidspunkt og må klare sig ubevæbnet i en duel, der foregår på en sammenstyrtende stenbro.
Broscenen er karakteristisk for Peter Jacksons ekstremt dynamiske iscenesættelse af nærkampe og kæmpeslag. Bedst som man tror, at oddsene ikke kan blive ringere for heltene, bliver det hele en hugtand værre. Landskabet synes nærmest at ryste i takt, når sværd og skjold drøner sammen med surround-sound-brag, men ikke desto mindre føler man sig aldrig i tvivl om, hvad der rent faktisk foregår, eller hvem der har overhånden i tvekampene.
Mangler lidt historie
Det betyder meget, når man skal holde interessen fanget for en film, der næsten udelukkende består af kampscener. I længden er det dog ikke tilstrækkeligt til at skjule, at »Femhæreslaget« har for lidt egentlig historie til at bære en selvstændig film, og man sukker over Peter Jacksons beslutning om at udvide de oprindelige to »Hobbitten«-film til en trilogi, hvor særligt dette afsnit får karakter af skamridning.
Endelig har der også indfundet sig en vis metaltræthed ved fantasy-genren som helhed. Siden den første »Ringenes Herre«-film i 2001 er markedet blevet mættet af rigelige mængder adult fantasy, og der er samtidig sket en udvikling i indholdet af genren fra de skjolddundrende heltekvad i Tolkien-filmene til det betydeligt mere komplekse spil, der foregår i »Game of Thrones«. Måske er det en urimelig sammenligning, og Sauron ta’ mig om ikke dedikerede fans af Tolkien vil myldre til »Hobbitten: Femhæreslaget« iklædt deres bedste plasticbrynjer. Andre vil føle sig passende underholdt af det uforpligtende materiale.
Hvad: »Hobbitten – Femhæreslaget«. Hvem: Instrueret af Peter Jackson. Medvirkende: Ian McKellen og Martin Freeman m.fl. Hvor: Biografer over hele landet.
