I krig og kærlighed gælder alle kneb

Realistisk, ærlig, intens og sober fransk film om unge homoseksuelles kamp for at få AIDS sat på samfundets dagsorden i begyndelsen af 1990’erne er bredere, end den lyder.

Stillfoto 120 slag i minuttet

Sammen med en håndfuld nye medlemmer i Act-Up Paris bliver vi kastet lige ind i konflikten i begyndelsen af 1990’erne. Kampen for at få de franske politikere til at indse, at HIV-smitten og dermed AIDS kan ramme alle franskmænd og ikke kun narkomaner, prostituerede og homoseksuelle. I Frankrig var politikerne og medicinalindustrien angiveligt noget langsommere til at acceptere og forstå, at epidemien var bred end mange andre steder. Samtidig med at der i fatal grad manglede oplysning om, hvordan man beskyttede sig mod smitten i for eksempel gymnasier.

Act-Up er en aktionsgruppe af unge hvoraf mange er HIV-smittede, der blandt andet kaster med teaterblod på kedelige politikere og forskere og som også i ”120 slag i minuttet” raserer kontorerne hos et medicinalfirma, de synes er for langsomme til at få omsat deres forskning til medicin. Men der er stor intern uenighed i Act-Up om, hvor militant man bør være. Alt dette diskuteres i lange debatter på de ugentlige møder, hvor der kun må knipses med fingrene, hvis man er enig med talerne.

Instruktør og manuskriptforfatter Robin Campillo formidler møderne meget realistisk, for han har selv været medlem. Vi går fra stor alvor angående sygdommen til vilde forslag til Gay-pride paraderne og kommer forbi snart sagt alle mulige følelser ind imellem. De unge er som gruppe i krig mod systemet, de forelsker sig samtidig i hinanden, og de er alene, når de kæmper mod deres sygdom. Campillo skrev i sin tid manuskript til ”Klassen”, der vandt Den gyldne palme i Cannes i 2008, og ”120 slag i minuttet” minder om den film, når det gælder de mange diskussioner. Campillo har et mesterligt overblik over flowet i auditoriet, men han er også god til at vise os de små detaljer. Et hengivent blik eller en sky håndbevægelse. Forskydningerne i kærligheden mellem de unge mennesker.

I en inderkreds af ti skæbner vi følger mere end de andre, bliver to af dem filmens menneskelige akse. Nathan der kommer sydfra, forelsker sig i den livlige Sean (Manuel Pérez Biscayart). Sean er velartikuleret i de hårde debatter men han er også først med de mest lyserøde forslag til Gay-pride, men efterhånden må han endvidere slås alvorligt for sit helbred. ”120 slag i minuttet” skifter umærkeligt fra gruppens kamp til individets og selv om kontrasten mellem gruppens kamp og individets er stor – eller måske netop derfor – rummer filmen alvorligt mange af de facetter, man kan forestille sig var på spil i tiden og de situationer, den førte med sig. Filmen er kort sagt troværdig.

Kun på et enkelt punkt skyder Campillo sig selv i foden. Selv om han har en god sag, gode skuespillere og flair for at fortælle sin historie fængende, er de godt og vel ni kvarters spilletid mindst et kvarter for meget. Jeg tillægger ikke dette ene kritikpunkt stor vægt i den samlede karaktergivning, men ærgrer mig blot over, at man ikke lige kunne styre sig den smule der skulle til for at ramme mesterværket.

Det er legitimt at stille sig selv spørgsmålet hvorfor man som heteroseksuel skal gå i biografen og se en film om homoseksuelle og AIDS? Svaret er ret enkelt for denne heteroseksuelle filmanmelder: Fordi en så vellavet film som ”120 slag i minuttet” transcenderer sit tema med lige dele indignation og livskraft. Og kærlighed.

Hvad: 120 slag i minuttet. Hvem: Instruktør: Robin Campillo. Medvirkende: Manuel Pérez Biscayart, Arnaud Valois, Antoine Reinartz, Adèle Haenel. Hvor: Premiere over hele landet.